Lone Hørslevs første roman. En sjov, intens, rørende og sært livsbekræftende bog om ferier. Ferier som en slags livets sorte huller, hvor fortælleren Lone "som damp fra en gryde kartofler" kan lade forestillinger, tanker og fragmenter strømme ud.
En beretning om livet i den lille kernefamilie fortalt af kvinden i en fabulerende, springende stil, med glimt fra barn- og ungdom, og med tanker og ideer om alverdens ting
Anmeldelse af: Fjerne galakser er kedelige af Lone Hørslev
Der er mange antydninger og få svar i lyrikeren Lone Hørslevs første roman, der er poetisk, humoristisk og barsk på samme tid. Det kan godt være, at fjerne galakser er kedelige, men det er Lone Hørsle...
Lone Hørslev har tidligere udgivet et par digtsamlinger, bl.a Tak, 2001 og Ærgerligt, ærgerligt, 2003. Med Fjerne galakser har hun så skrevet sin første roman, som godt kan opfattes som et langt digt, hvor den navnløse fortællerske i en lang glidende, springende og associerende fortællerstil, beretter om den lille kernefamilies liv, om barndomsoplevelser, om den vilde ungdom og om de mange jobs, hun har afprøvet. Romanen er delt op i tre satser, Vinterferien, Juleferien og Sommerferien, og fører fra skiferie i Østrig til barndomshjemmet i Jylland og til Afrika. Det er en speciel fortælling. Vor fortællerske springer mellem emnerne, vi kommer vidt omkring fra det mindste til det kosmiske, og bogen har et drive og en legen med ord, som gør at man sluger de 156 sider med glæde og morer sig, bliver forstemt, morer sig igen, og sådan er bogen, springende, og helt og aldeles underholdende. Selv om det er en kvindes synsvinkel det hele anskues fra, kan man som mand sagtens læse bogen, og lade sig underholde, og måske endda få lidt mere indsigt i det af og til lidt mystiske kvindelige univers
