I en række situationsbilleder følger vi drengen Harald og hans kammerater fra barndommen til voksenalder. Det demonstreres med en for datiden uvant realisme hvorledes de miserable økonomiske og sociale omstændigheder ligefrem tvinger de unge ind i kriminalitet. Bogen rummer krasse billeder fra de københavnske brokvarterer før århundredskiftet og fører også læseren til opdragelsesanstalter og fængsler. I sin beskrivelse af miljøets betydning og de offentlige straffeorganers uforstand leder Spild, der er blevet kaldt vor første proletarroman, tanken hen på Martin Andersen Nexøs senere romaner.
***
I et efterskrift til en genudgivelse af "Spild" 2002 skriver Anne Knudsen, at vi ikke mere har den samme nød og sult som for hundrede år siden, men stadig bander og problemer med rodløse unge, også blandt invandrere.
Når vi taler om Yahya Hassan og ghetto-kriminalitet, kan det være lærerigt at sammenligne med forholdene i de københavnske slumkvarterer før første verdenskrig.
Ny udgave af den snart 100-årige roman som giver et barsk billede af samfundets bund i datidens København og kan læses i forlængelse af Aakjærs Vredens børn (1904) om landproletariatets levevilkår. Spild beskriver detaljeret en håbløs fattigdom med usle boliger, splittede familier, sult, druk, sygdom etc. og dermed proletariatets liv på kanten af glidebanen til endnu mere elendighed og til den kriminalitet som bogen fokuserer på. Hovedpersonen er en almindelig ung fyr der efterhånden kommer ud i grov kriminalitet, tildels sammen med en gruppe unge af mere usympatisk tilsnit - en sølle flok, men dog en slags kammerater. Forf. lader dem tale en storbyjargon der formodentlig er autentisk, men efterhånden bliver trættende at læse, og han har også kendt forbedringshuse og fængsler godt. Mest kritisk er han nok overfor anstalternes klamme gudelighed og storbyens kristne velgørenhed, men også andre passager er polemiske og der bliver ikke plads til så mange nuancer i personer eller begivenheder. Det hele er ret forudsigeligt - men bogens budskab står klart og stærkt. I et efterskrift trækker Anne Knudsen paralleller til vore dages utilpassede unge, også dem med indvandrerbaggrund, som hverken socialpædagogik eller straf får til at ændre adfærd
