Fem dage i Paris

Historien er faktisk meget god, og af en D. Steel-søgning på mit bibliotek var 80 % udlånt. Forfatteren er jo populær, men jeg har det dårligt med en underholdningsroman, der er omtrent 50 sider om at få plottet til at flytte sig. I detaljer beskrives hovedpersonen Peter Haskell's baggrund. Hvordan en bondedreng som han ender med at gifte sig med en rig pige og blive ansat i familiefirmaet, selvom hans arbejderklassefar påpegede, at han blev købt. Han har nu smuk kone, 3 sønner og direktørpost i det multinationale medicinalfirma. En slags kemo-terapipille er under udvikling, Peter sætter her etik og menneskeliv højest. Svigerfaren penge, magt og ansigtet udadtil. I Paris møder Peter den sørgmodige senatorfrue Olivia, ved skæbnens hjælp havner de en sommernat i Montmartre, og Peter indser, hvad han savner i sit liv. Nu tager historien endelig fart med alle de nødvendige elementer : farlige fortielser, korruption, higen efter rampelys koste hvad det vil, manglen på nærhed, ingen respekt for mennesket, og så den brusende finale, hvor helten vælger den Rette Vej og vandrer mod solnedgangen hånd i hånd med heltinden. Desværre snubler sproget mere end nødvendigt, (fx : 'trøstesløs', hvor 'utrøstelig' er glosen) og den første fjerdedel er i bund og grund kedelig