Samlingens digte indfanger glimtvis følelser og stemninger i et rum. Livsfaser, hændelser, begivenheder og samfundsbetragtninger har været ledetråde til valg af overskrifter. Digtet ”Stoppestedet” er et eksempel på, at alle steder har muligheder, og at man kan gå så meget ind i sig selv, at man kan glemme bussen. Og er det ikke netop det, vi har brug for, når samfundet ræser af sted? Jeg betragter disse private øjeblikke som et fristed i hverdagen, og ved at stoppe op får vi mulighed for at vælge retning, finde nye rum og styrke livskvaliteten.
