En flok københavnske skoledrenge på 14 – 15 år drager på påskeferie til Lapland udstyret med ski og rygsæk. Det er lige efter krigen, hvor alle trænger til luft under vingerne. Skæg og varm skildring af drenge, der slås med puberteten, hinanden og sig selv.
„Et dyk ned i Rifbjergs rige fortid og – næsten – lutter morskab. Det gør den svær at læse, for hvordan læse, når latteren får ens øjne til at stå fulde af vand? Rifbjerg er, også, en vældig humorist, og aldrig har han demonstreret det tydeligere end i denne roman … Er det blevet bemærket nok, at Klaus Rifbjerg atter har skrevet sig førerstillingen til i ny dansk litteratur.“ – Bent Mohn, Politiken
„Hvem gør Rifbjerg dette efter? Han erindrer multisensitivt. Og han har tidens stærkeste kikkertsigte på, når han skyder sig ind til det svundne. Det er ikke en drøm, men virkelighed. Det er en sjælelig oplevelse, men alligevel er det håndgribeligt. – Sagligt som en cykel i solskin.“ – Ejgil Søholm, Aarhuus Stiftstidende
