Blodstenen

I sin særegne blanding af science fiction og eventyr - vel at mærke af den grumme slags - er handlingen i Morti Vizkis fjerde roman henlagt til en ikke nærmere angivet planet i solsystemet, der dog til forveksling ligner Jorden. Hovedpersonen Jefferson bliver i kraft af sine fintmærkende sanser, som gør ham i stand til at se og høre det som andre ikke registrerer, involveret i en blodig borgerkrig, der omfatter hele registret fra bakteriologisk krigsførelse til vold af den mest bestialske slags. Det er et skræmmende univers hvor alle moralske normer er sat ud af kraft og hvor grænserne mellem det aggressive og det følsomme/reflekterede er hårfine. Historien er fortalt i et sprog, der snart er logisk og fænomenologisk dvælende, snart hårdtslående, handlingsmættet på grænsen til det groteske og parodiske. Romanen blander stilarter og synsvinkler i en collage der ikke sjældent efterlader læseren i lettere desorienteret tilstand med hensyn til, hvad det i grunden er der fortælles. Indimellem forekommer MV's sprog simpelthen for søgt og maniereret, hvor billeder og visioner fortaber sig i det unødigt dunkle. Her går der lidt for meget lyrik og sprogligt selvsving i en fortælling, hvis emne ellers er alvorligt og grumt nok