"Jeg vil give ham et tilbud, han ikke kan sige nej til"
Med denne legendariske erklæring stadfæster mafiabossen Don Corleone sin position som centrum og overhoved for en af den farligste mafiafamilier i New York. Gennem pengeafpresning, bestikkelse og lyssky forretninger har Vito Corleone etableret sit enorme undergrundsimperium, men det er en kamp for ham at opretholde kontrollen med den mafiøse underverden, hvor spændingerne stiger mellem de gamle Familier. Lige så kæmper hans sønner med at følge i den aldrende faders massive fodspor, og overleve i hans verden, som uundgåeligt bliver deres.
"Jeg har et tilbud du ikke kan modstå". Sådan ca. dræver Brando som "Capo de tutti capi" (bossernes boss), Don Corleone, i filmatiseringen af Mario Puzos gangsterbog over alle gangsterbøger, Godfather, der her kommer i en 5. udgave. Den er ligesom 2. udgave fra 2001, oversat af Mogens Boisen og har samme sidetal. Men historien er en klassiker i genren, og ikke mindst beskrivelsen af mafiamiljøet fascinerer stadig. Omdrejningspunktet i bogen er naturligvis Don Corleone, der er den absolutte kontrollerende leder af et magtfuldt mafiadynasti i New York. Som en magtfuld "edderkop" sidder han i midten og har alle i sit net. På samme tid en beundret og frygtet Godfather, som citatet også er et kontant udsagn om. Her er ingen modsigelser eller indvendinger mulige. Enten er du med ham eller også er du imod ham. Bestikkelse, pengeafpresning, vold og mord. Politikere, bureaukrater og politi, alle er de mere eller mindre frivillige aktører i Godfathers iscenesættelse af sin specielle verden. Og hans forhold til sine sønner er et vigtigt tema i bogen, hvor sønnerne forsøger den umulige opgave at følge i faderens solide fodaftryk. En klassisk fader/søn-problematik. Det var en fin oplevelse at genlæse bogen, der som spændingsbog nemt holder også i dag. Dog skæmmes læseoplevelsen desværre noget af en meget lille satstype. Er fx udgaven fra 2001 slidt op er dette en oplagt supplering