Natten mellem den 16. og den 17. juni år 2000 blev en af Danmarks mest gruopvækkende og omtalte forbrydelser i nyere tid begået i en villa i Rødovre. Marianne Petersen og hendes to sønner blev brutalt myrdet og parteret af hendes kæreste, Peter Lundin. Kun ét år tidligere var Lundin blevet løsladt fra et amerikansk fængsel efter afsoning af straf for at have slået sin egen mor ihjel. I bogen bliver læseren bragt tættere på Peter Lundin, på politiets opklaringsarbejde og på den senere rettergang. Journalist og forfatter Palle Bruus Jensen gennemgår det dramatiske forløb, hvor politiet kæmpede mod tiden for at finde nok beviser til at fælde Lundin i den tredobbelte drabssag. Der var meget mediedækning af mordet, men med Sagen Lundin giver Palle Bruus Jensen et unikt overblik over de drab der rystede Danmark. I et tillæg skriver psykiater Henrik Day Poulsen om ondskab og sygdom. For hvad får et menneske til at begå en så grusom og ondsindet gerning som mordet på Marianne Petersen og hendes to sønner?
Palle Bruus Jensen er forfatter og journalist og har skrevet en række bøger om flere af Danmarks mest opsigtsvækkende forbrydelser. Henrik Day Poulsen er uddannet læge og psykiater. Han er ansat som ledende overlæge på det lukkede intensivafsnit på Psykiatrisk Center København og har skrevet flere bøger om psykiatri.
Om den firdobbelte morder Peter Lundin (f. 1972) der i sommeren 2000 dræbte og parterede sin kæreste og hendes to drenge
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Sagen om den 3-dobbelte drabsmand Peter Lundin har været endevendt i pressen så meget, at det vist ikke er muligt at tilføje nyt. Det gør denne bog heller ikke i forhold til sagen. Dens styrke er, at den giver en samlet, nøgtern, uhyre detaljeret og kontant beskrivelse af hele sagsforløbet, og de reaktioner sagen har ført til i forskellige sammenhænge bl.a. med det formål at undgå mytedannelser, som der har været tendenser til, og som bogen så rigeligt dokumenterer. Bogen rummer udpluk fra mentalundersøgelsen, udskrifter fra dommen, grafologiske undersøgelser samt et længere efterskrift at retspsykiater Henrik Day Poulsen, som på grundlag af den videnskabelige litteratur om emnet, skriver om hvad der får folk til at begå onde handlinger. Navnet Lundin vækker stadig nysgerrighed og opmærksomhed i offentligheden og alene af den grund appellerer den til en bred målgruppe. Forfatteren er journalist og har tidligere både i bogform og TV beskæftiget sig med danske kriminalsager