Marie Blak står foran sit gennembrud som billedkunstner, og hun venter sit andet barn. Graviditeten sætter uhyggelige tanker i gang: Vil Marie gøre som sin egen mor og begå selvmord, når hendes barn bliver 4 og hun 34?
SPRADEFUGLEN er en roman om uforløst sorg, fortrængning og fravær og om kærlighed, der bliver hverdag. Med et strejf af ironi skildres en kvindes kamp mod at blive sindssyg, hendes skaberkraft og hendes omgang med sine tvangstanker og dødsneuroser – og hvad de gør ved en familie ...
Det er menneskets skjulte sider, der er den danske forfatter Trisse Gejls (f. 1968) interessefelt. Gejls komplekse figurer kæmper med og mod livets barske vilkår som fx stofmisbrug, psykisk sygdom og nedbrudthed. Hun ironiserer over kvinders behov for selviscenesættelse og serverer sin samfundskritik subtilt mellem linjerne.
Gejl debuterede i 1995 med romanen HVOR MÆLKEBØTTER GROR og skrev siden SPRADEFUGLEN (1998) samt ungdomsromanen BOMBAY-BLUES (2000). Gennembruddet fik hun i 2006 med romanen PATRIARKEN. I 2008 udkom SIDEN BLEV DET FOR PÆNT og i 2016 ULVEKVINTEN. Hun modtog i 2002 det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og er siden blevet nomineret til en række prestigefulde priser som Weekendavisens Litteraturpris, DR Romanprisen og Blixenprisen.
Da billedkunstneren Marie er gravid med sit andet barn, løser det op for fortrængninger fra barndommen om moderens selvmord. Med sine tvangstanker og dødsneuroser ødelægger hun livet for familien
Marie Blak er gravid og venter sit andet barn. Hun er 30 år , kunstner og bosat i Århus med mand og barn. Marie ved at hun skal dø når hun er 34, for både mormor og mor døde i den unge alder, så Marie...
Forfatteren skrev i 1995 romanen Hvor mælkebøtter gror. Nu følger nærværende psykologiske portræt-roman, om billedkunstneren, Marie Blak, der er gravid og venter sit andet barn. Graviditeten får Marie til at tænke på sin egen barndom og sin mor. Det får nogle indre mentale diger til at briste, med den uhyggelige konsekvens, at Marie tror, at hun kan forudsige, hvornår hun selv skal dø. Efterhånden, som historien skrider frem, bliver Marie nærmest besat af sine tvangstanker om morens selvmord og egne dødsneuroser. Det er synd for hende, men det er endnu mere synd for hendes 4-årige dreng og den helt lille ny i maven, som hun ikke tænker særlig meget på i sygdommens følgevirkninger af selvoptagethed. Det er en realistisk, sine steder uhyggelig beretning om fortrængninger, angst, hybris, forelskelse der bliver til dagligdag, sorg og fravær. Romanen, der ikke har meget ydre handling, er holdt i et tæt og ordrigt sprog. Hovedpersonen virker relativt troværdig, mens bipersonerne fremstår uklare. Skønt det ikke er let at beskrive, hvordan vi ser ud indvendigt og slet ikke, når der er noget, der går i stykker derinde, lykkes det forfatteren flere steder, at få sat nogle velvalgte ord på anelser og følelser fra sjælens dyb
