Hakkedrenge

Arbejdsløshed, druk og skilsmisse er indholdet i denne genopstandne politisk korrekte ungdomsroman, som har sin fremtid bag sig. Fjortenårige Pelles murer-far vil hellere end alt andet mure. Det er det eneste han kan, så han går op i limningen da han bliver fyret. Efter en periode, hvor han sætter hus i stand, gør lidt rent og laver mad, begynder nedturen. Ikke engang et lånerkort til biblioteket gør rigtig nogen forskel. Det er Pelle, som nede i gården fortæller den ny ven, Peter, om det hele, efter at han, den yngre bror Kurt og moderen er flyttet fra rækkehuset og ind i en gammel, dårlig udlejningsejendom. Det sker i en tekst, som er direkte tale og formodes at gengive en fjortenårigs talesprog, kort rammet ind af Pelles direkte beretning. Talesproget er et postulat, for det er alligevel skriftsprog, bare forsiret med lidt eder og talemåder ("Jo, kan du ikke se det, mand?"). Men sætningerne er korte, satsen åben, de femten kapitler overkommelige, så det er intet under, at bogen har fænget som emnelæsning da den kom frem. Jeg synes bare ikke den holder, hverken i indhold eller stil. Personerne er for stereotype, problemstillingerne for firkantede, og sproget taler ned til læseren, som jeg tror, vil finde det fortidigt. Omslaget er helt o.k., bagsideteksten åbner fint