Bent Faurby (f. 1938) er en dansk fag- og børnebogsforfatter og folkeskolelærer. Han voksede op i en lærerfamilie i Kolding og følte det derfor naturligt selv at gå lærervejen. Han blev uddannet i 1960 og flyttede få år efter til Grønland, hvor han underviste i Upernavik i Nordvestgrønland. Mødet med det smukke land og den barske natur inspirerede Bent Faurby til at skrive to fagbøger om Grønland. Men også hans store interesse for sport har sat sine spor i forfatterskabet, hvor flere af bøgerne kredser om sport, spænding og konkurrence og de følelser, det vækker i børn og unge. Bent Faurby har i tidens løb udgivet mere end 70 bøger, hvoraf en del er letlæsningsbøger for børn.
Bent Faurby debuterede i 1977 og er især kendt for sin bogserie om drengen Tom og hans mange hverdagseventyr.
Lærke er med Jeppe på påskeferie i Sønderjylland hos hans farmor. I hendes have er der både påskeæg og påskeharer
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Med udsendelse af forårsbøgerne i let version er serien Årstidsbøger komplet. De tre bøger har handling og illustrationer identiske med de oprindelige, men med en bearbejdet tekst. I Hjemme hos Jeppe leger Lærke og Jeppe doktor, men da mor kommer hjem, må de lave gækkebreve i stedet. I Påskeferien er Jeppe og Lærke på besøg hos Jeppes farmor i Sønderjylland, hvor der er både påskeæg og påskeharer. I En hule i skoven er det blevet forår, og Lærke og Jeppe cykler ud for at se til deres hule i skoven. Sammen med de tre bøger foreligger Forår, der også findes i stort format. De flotte, farvelagte illustrationer består af Jesper Frederiksens billeder, hvori Irene Hedlund har tegnet små vignetter, samt af farvefotos. Alle bøgerne har et tiltalende layout, hvor teksten, der er sat i korte linier, kan selvlæses fra 1.-2. klassetrin. De kan dels anvendes til selvstændig læsning og dels som del af et læsesæt i indskolingen. Sammen med forårsbogen kan de desuden bruges i den første samtale om årstiderne i folkeskolens yngste klasser