Hverdagen er rammen om disse noveller, hvor livet går stille og roligt, mens uudsagte lidenskaber raser, og uløste konflikter ulmer lige under overfladen. I de første fire noveller ligger synsvinklen hos store børn, der kues ind i et pænt, borgerligt livsmønster ved hjælp af alt det, der ikke bliver sagt. Det mønster fortsætter i de næste fire fortællinger, hvor ægteskabet er i fokus. Her er livet stivnet i en række klichéer, som bliver brugt til at holde farlige følelser på plads. Oprøret finder man kun hos de marginaliserede eksistenser i de sidste to noveller, på plejehjemmet hos den gamle dame og i den syge, grønlandske kvinde på psykiatrisk langtids-opbevaring. Det er en samling fine fortællinger, skrevet i et stilfærdigt sprog og med stor indsigt i mennesker og dagliglivets psykologiske mekanismer. Stilistisk og tematisk fortsætter de linjen fra forfatterens debut i 1995, novellerne Kys mig