Eugénie Grandet er heltinden i Balzacs roman om livet i den lille by Saumur i Loire-dalen, men det er hendes far, der er den dominerende hovedperson. Han er en frygtelig hustyran og Eugénie er meget ærbødig overfor ham. Indtil hendes fætter Charles dukker op og vækker hendes lidenskaber.
Fortællingen om gnieren og hans datter Eugénie, der vokser op i en fransk provinsby i en atmosfære af mammondyrkelse, der forpester hendes ungdom og dræber hendes lykke
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Nu udsendes paperbackudgaven af 8. udgaven fra 1997. Jeg må erkende at jeg ikke havde denne én af realismens faddere ganske present, og slet ikke historien om den små Eugénie med den gerrige fader. Men under læsningen fik jeg genopfrisket hvorfor jeg altid har været "vild" med Herman Bang. I Eugénie Grandet genfandt jeg glæden over, ja - hvad skal jeg kalde det, genial og stram replikkunst, hvor der står mere mellem end på linierne, og hvor en fornemmelse af fortællingens samtid rammer én i solar plexus. Historien er fyldt med interessante detaljer om den ny tids stand, borgerstanden, og dens provinsbyer, huse, interiører og omgangsformer. Samfundets omdrejningspunkt er penge. Eugénies fader er provinsbyens rigeste mand og hans pengefiksering styrer og undertrykker hans stakkels familie og hans snu kalkuleringer med alt fra følelser til handel, dræber konen og ødelægger datterens liv og fremtid. I det hele taget er historien stort set befolket af aldeles usympatiske personer, hvis hele eksistens drejer sig om at manipulere sig til endnu et trin op ad den sociale rangstige. Det er ondt og det er komisk, og det er stadig stor romankunst
