Annett Wolf voksede op i en københavnsk vinhandlerslægt i mellemkrigstiden, men valgte allerede som ung en løbebane inden for tv og teater, som skulle føre hende verden rundt. Først bag kameraet som producer og tv-tilrettelægger i Danmarks Radio, hvor hun blev kendt for sin fandenivoldskhed og sine nyskabende underholdningsprogrammer. Siden i Los Angeles, hvor hun lod glasøjet følge Hollywoods største stjerner som Jack Lemmon og The King, inden hun besluttede sig for at kæmpe for byens sorte gadebander.
I sine billedlige erindringer fortæller Annett Wolf om sine oplevelser og de store personligheder, hun mødte på sin rejse gennem livet. En rejse, som i sidste ende førte hende til den canadiske ødemark på hendes livs eventyr og det endelige møde med sit inderste jeg – og den arktiske hvide ulv.
Annett Wolf (f. 1936) er en dansk instruktør, producer og journalist. Annett Wolf boede i en lang årrække i USA, hvor hun blandt andet lavede dokumentarfilm om Hollywoods største stjerner.
Filminstruktør, producer og tv-tilrettelægger Annett Wolf (f. 1936) fortæller om sit liv, og sine møder med Hollywoods kendte stjerner
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Chancer er ikke noget man får. Det er noget man tager. Det er blevet Annett Wolfs motto, og chancer har hun taget mange af, hun er vokset op i en københavnsk vinhandlerfamlie som enebarn, og var udset til at arve familiefirmaet. Det var hun ikke helt indstillet på, i stedet lykkedes det hende at komme til at studere sprog og litteraturvidenskab i Cambridge. Det blev baggrunden for en karriere som tv-producer i fjernsynets ungdom, og senere en freelance tilværelse i Hollywood, hvor hun skabte tv-portrætter af nogle af datidens største navne fx Alfred Hitchcock. Efter langvarig sygdom er hun holdt med at arbejde, og har i stedet fået en ny mission. Hun har skabt sin egen organisation The Wolf Foundation, hvis mål er at sikre den arktiske ulvs overlevelse. I krydsklip mellem fortid og et ophold hos Dene-indinanerne i Canada, netop for selv at opleve den arktiske ulv, fortæller hun om sit fantastiske liv, der altid har været båret af nysgerrighed og uforfærdethed. Annett Wolf fortæller med en særlig nerve, og det er tydeligt, at hun brænder for sagen. Hun er loyal, men ikke ukritisk, overfor de mange kendte hun omtaler, det er ikke her man skal læse om Hollywood-skandaler. En interessant selvbiografi om en usædvanlig kvinde. Bogen er illustreret med s/h fotos, hvoraf en del desværre er lidt udviskede