Anna er alvorligt syg og forfærdeligt bange for at skulle dø og aldrig se sin familie igen. Natten efter hendes 12 års fødselsdag får hun besøg af Engel for første gang. Det er Engel, der giver Anna styrken til at sige farvel til sin familie og gå døden i møde uden frygt.
Den danske forfatter Anne Lilmoes (f. 1945) debuterede i 1988 med fantasyromanen "Rejsen til de hæse skyggers land". Sidenhen er det blevet til en lang række bøger for både børn og voksne. Anne Lilmoes er særligt kendt for fantasyserien "Yaxhiri", der primært henvender sig til de 12-14-årige.
Natten efter Annas 12 års fødselsdag viser Engel sig for hende for første gang. Anna skal dø af sin svære sygdom, og Engel hjælper hende med at få sagt farvel til alle og gå døden i møde
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Anne Lilmoes, bedst kendt for sin fantasy-serie om Yaxhiri, har her skrevet en lille, poetisk bog "til alle børn, som er bange for at dø". Dødssyge Anna får natten efter sin 12-års fødselsdag besøg af Engel, der ligner hende selv, fra før hun blev syg. Engel tager den afkræftede Anna med til steder og ting, hun har holdt af, og giver hende styrke til at få taget ordentligt afsked med alle, hun har holdt af, og se døden i øjnene uden frygt. Således følger vi Anna og Engel gennem 7 nætter og Anna og hendes nærmeste gennem hendes sidste 7 dage, hvor hun får talt ud med dem om frygten og om de problemer, de alle har haft med hendes sygdom og forestående død. Det er Anna, som selv fortæller i en kortfattet, poetisk og dog meget jordnær tekst, der er verssat, hvilket sammen med de naive og meget udtryksfulde blyantstegninger, der gennemillustrerer bogen, skaber en både vemodig og håbefyldt stemning. Denne bog er både en brugsbog, der lader de berørte selv vælge mellem religiøse eller andre indfaldsvinkler til begrebet død, og en lille perle til de mange piger i 9-14-årsalderen, der elsker en sørgelig bog