Er freden forbi? Ja. Fordi den fred som de internationale institutioner med FN i spidsen har sikret siden Anden Verdenskrig er slut. Ja. Fordi robotter og droner gør det lettere at føre krig. Et mere dystert svar på spørgsmålet er nej, freden er ikke forbi. Der har nemlig ikke været fred siden Anden Verdenskrig – på trods af vores insisteren på, at FN-pagten afskaffede krig. Det er analysen fra professor Mikkel Vedby Rasmussen, der er en af landets mest benyttede eksperter, når medier og politikere skal finde ud af, hvad krig, konflikt og militær strategi går ud på.