Lotte Tarp: For enden af universet ligger der en døgnkiosk
LånPrøvHuskeliste
LånPrøvHuskeliste

For enden af universet ligger der en døgnkiosk

Af Lotte Tarp (2017)

Endnu en juleaften trænger sig på, og fire kvinder samles modvilligt for at "fejre" dagen. Kun én af dem har selv valgt at være der; de andre glæder sig bare til at vende tilbage til deres normale, selvvalgte liv. Udenfor raser snestormen, men indenfor samler en anden slags storm sig lige så stille ...

Lotte Tarp, født Ann-Charlotte Rising (1945-2002), var en dansk skuespiller og skuespilforfatter. Lotte Tarp debuterede som skuespiller allerede som 16-årig og medvirkede i en lang række film og teaterstykker. Senere i livet fokuserede hun i højere grad på sit virke som forfatter og vakte især opsigt med sine erindringer om livet som "tyskerbarn" under titlen "Det sku‘ nødigt hedde sig".

"Stykket er Lotte Tarps debut. Ikke ueffent. Det sprutter med ideer og rappe replikker. Mange af dem er sikkert hentet fra hendes private skatkiste." – Gregers Dirckinck-Holmfeld

Kort beskrivelse

Skuespil om søstrene Max og Søs og den enes datter Gry, der holder jul hos søstrenes mor Rigmor, som netop er død og har iscenesat ligfærden som hun iscenesatte livet

Anmeldelse:

Lektørudtalelse

Lotte Tarp, der vel mest er kendt som skuespiller, får sin debut med dette lille stykke dramatik for 3 kvinder, 1 dekoration og som varer 90 min. Scenen er en stue med 3 kvinder, der er samlet for at fejre juleaften sammen. To søstre og den enes datter skal fejre jul med deres gamle mor og mormor, men hun har belejligt "valgt" at dø på denne juleaften. Hun ligger nu død på julebordet, og som den ældste datter konstaterer "du har jo altid iscenesat begivenhederne så hvorfor overrasker det mig egentlig, at du lige valgte dagen i dag?". Og så er scenen sat til et til tider barsk, humoristisk og tragisk portræt af forholdet mellem generationerne. Alle spiller de givne "roller", ofte med bund i barndommen. Det bliver også til en tur ad Mindernes Alle. Det er noget af en afsked de tre tager med den gamle matriark, der selv om hun ligger død med kyse, altid vil spille en rolle og have indflydelse udover døden på sine døtre og børnebørn, og det på godt og ondt. Til sidst kysser de hende alle tre farvel. Det er et fint stykke dramatik, levende, giftige og rappe replikker, hvor man som menneske og barn af nogen genkender rollerne og traumerne. Til studiebrug og måske for amatørscener
Læs hele anmeldelsen