Anmeldelse af: Det er et jeg der taler (Regnskabets time) af Lone Aburas
I agitpropform har Lone Aburas begået et stakåndet og vredt opråb, der uddeler verbale lussinger og knytnæveslag. Slagene maner til eftertanke om sameksistens og egopleje. Det kan godt være, at Maja L...
Bam! Dette er en verbal knytnæve i ansigtet på læseren, om kultursammenstød, mellem/medmenneskelige relationer og misforståede hensyn. Om at hedde Lone, fordi det er det mest danske navn, en egyptisk far kan finde på, om Khader og Krarup og Dansk Folkeparti. Kort og godt et kunstværk, hvor tekst og illustrationer går op i en højere enhed. Lone Aburas er vred, men også fortvivlet, og det er ikke i denne bog der skal findes løsningsforslag. Vredt og smukt
