24 fortællinger fra Danmarks kongelige historie. De begynder med fødsel og slutter med død, og herimellem oplever vi i glimt en række af Danmarks konger og dronninger, prinser og prinsesser til hverdag og fest, på rejser, i krig og i kærlighed. Merete Wilkenschildt tager med udgangspunkt i 24 kongelige klenodier eller kuriositeter – fra nyfødte kongelige babyers navlestrenge og Enkekejserindens rejseapotek til kostbare juveler, guld og sølv – læseren med på en mere end 300 år lang odyssé fra Christian den Fjerde og frem til dronning Margrethe og hendes familie. Odysseen begynder med et eksklusivt interview med Hendes Majestæt Dronning Margrethe.
Merete Wilkenschildt er en dansk journalist og forfatter. Hun har tidligere arbejdet ved blandt andet Berlingske Tidende og Ugebladet Søndag. Hun har igennem sin karriere som både journalist og forfatter specialiseret sig særligt inden for stof om de royale, men har også skrevet biografier. Dette har blandt andet givet udslag i bøgerne "Kongelige klenodier og kuriositeter" (2001), "Kongeligt leksikon" (1998) og "Jeg vil da bare gerne huskes - en biografi om Kirsten Rolffes" (2000).
Klenodier og kuriositeter - dvs. ting med en historie og affektionsværdi, i visse tilfælde også økonomisk værdi - findes vel i et eller andet antal i de fleste familier, og når det drejer sig om kongefamilien, bliver historierne om tingene og menneskene bag dem alment interessante. Det er med denne vinkel journalisten Merete Wilkenschildt fortæller denne punktvise Danmarkshistorie. Hun tager afsæt i 24 ting, de fleste fra Rosenborg. Bogen indledes med et interview med dronning Margrethe, som også har interesseret sig levende for disse ydmyge eller pragtfulde ting og er velorienteret om den historie - rørende, morsom, sørgelig, pikant, romantisk eller dramatisk - de kan fortælle om menneskene og begivenhederne. Bogen er opbygget så den starter med fødsel (tørrede navlestrenge, vugge), fortæller om juveler, billeder, kærlighedsgaver m.m. og slutter med død. Resultatet er en bogteknisk meget smuk bog, med fine farvefotos af tingene, og den er også både velskrevet og spændende læsning, som henvender sig til mange, både læsere af litteratur om kongehuset og læsere med kunst- og kultur- og bare alm. historisk interesse