Eventyret om nissen, der havde svært ved at beslutte om han skulle høre til hos spækhøkeren, der gav grød, eller hos studenten på kvisten, der havde en bog fuld af visdom og poesi.
Jørn Jensen, født 1946, børnebogsforfatter, uddannet guldsmed og lærer. Som ny lærer for de små klasser fandt han, at der var mangel på egnet læsemateriale til begynderlæsning, og det fik ham til selv at gå i gang med at skrive. Inspirationen henter han i sin egen barndom i 1950‘erne, men også fra oplevelser med hans tre drenge danner grundlag for historierne.
Jørn Jensen har fortolket og omskrevet en række af H.C. Andersens mest kendte eventyr til letlæseligt sprog. Genfortællinger af store forfatteres værker vækker altid debat: Må de overhovedet omskrives? Går den oprindelige ånd tabt? På den anden side kan en omskrivning af det ellers noget kringlede, gammeldags sprog til et mere læsevenligt dansk netop være anledningen til, at børn og unge kommer i gang med at læse de klassiske fortællinger. Og måske senere får mod på at læse de originale fortællinger.
Eventyret om nissen, der havde svært ved at beslutte om han skulle høre til hos spækhøkeren, der gav grød, eller hos studenten på kvisten, der havde en bog fuld af visdom og poesi
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Der er tidligere udkommet 10 af H.C. Andersens eventyr i serien Dragebøger, som kom i forbindelse med Temaværksted - H.C. Andersen. Nu kommer yderligere 6 eventyr, Hyrdinden og skorstensfejeren, Stoppenålen, Den lille havfrue, Den grimme ælling, Fyrtøjet og Nissen hos spækhøkeren alle genfortalt af Jørn Jensen, men med forskellige illustratorer. Bøgerne har samme format og udseende som de øvrige i serien. Flotte, farverige og detaljerede illustrationer fylder meget på hvert opslag og understøtter teksten fint. Teksten er forkortet en del i forhold til den oprindelige. Enkelte sjældne ord er forklaret, men mange af H.C.A.'s specielle formuleringer er udeladt eller omformuleret for at gøre teksten nemmere at læse. Illustrationerne og bøgernes format gør dem egnede til oplæsning fra ca. 5 år. Endvidere er de velegnede til læsetræning fra ca. 9 år. Bruges bøgerne til læsetræning kan der hentes opgaveark på forlagets hjemmeside. Til sammenligning kan nævnes, at Dingo. Gul-udgaver af de samme eventyr er af nogenlunde samme sværhedsgrad og til samme målgruppe, disse er til gengæld kapitelopdelte, med kortere linjelængde, færre illustrationer, har større tekstmængde og rammer tættere på H.C.A.'s oprindelige tekst