Diplomaten Jack Andersen bliver en sen nat ringet op. Hans kollega fra Den Danske Ambassade i Moskva, Sonia, er fundet død sammen med sin veninde Vera. Sagen bliver hurtigt henlagt som selvmord, men Jack Andersen har en anden teori og forsøger, med katastrofale følger, selv at rede trådene ud. Den russiske sangerinde er første bind i Leif Davidsens store russiske trilogi, der også omfatter Den sidste spion og Den troskyldige russer.
Det får katastrofale følger, da en diplomat på den danske ambassade i Moskva på egen hånd forsøger at udrede omstændighederne omkring en kvindelig kollegas død
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
I forlagets række af læsepædagogisk bearbejdede danske romaner, er turen nu kommet til Den russiske sangerinde. Handlingen i romanen er intakt, men de ekstremt korte sætninger giver bogen en opremsende og abrupt karakter. Al spændstigheden i sproget er væk, og det bliver et nøgent handlingsskelet, man bliver efterladt med. Den sproglige bearbejdelse af teksten er ikke så vellykket som i de øvrige titler i serien. Dog er det et acceptabelt bud til læsesvage voksne og indvandrere, som er ude over den første læseindlæring, og som er på et niveau, der kræver tekster med mere gods og udfordring. Kapitlerne er inddelt i små underafsnit af et par siders længde, hvilket gør teksten mere overskuelig. Desuden findes der på bogens inderflap en oversigt over persongalleriet