N.F.S. Grundtvig er en af Danmarks største og mest folkekære digtere, men hans eget liv var helt fra starten præget af kriser og komplicerede familieforhold. Som barn mistede han tre af sine søskende på tragisk vis, og forholdet til faren var en konstant kamp for den unge mand. Bjarne Nielsen Brovst fortæller Grundtvigs barske historie, som også er historien om det land, han elskede, og som han skænkede så mange fantastiske digte og sange, som endnu den dag i dag er en grundsten i den danske kulturskat.
Bjarne Nielsen Brovst (f. 1947) er en dansk forfatter og foredragsholder, der i 1970 debuterede med "Mit hjertes have". Sidenhen har Bjarne Nielsen Brovst skrevet et utal af bøger inden for genrerne digte, noveller, romaner, selvbiografi og bøger om historie. Bjarne Nielsen Brovst har skrevet en lang række biografier om kendte danske forfattere heriblandt H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og Jeppe Aakjær.
Skildring af N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) familieforhold tilbage til tidligere slægtled, som har påvirket hans opvækst og sat sig spor i hans digtning
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Efter flere store biografiske værker som ikke mindst den store serie i 4 bd. om H.C. Andersens liv vender Bjarne Nielsen Brovst nu efter mere end 30 års virke i den danske folkehøjskole blikket mod netop Grundtvig. Brovst er blevet fascineret af den unge Grundtvig, d.v.s. Grundtvig før 1814, og de rødder, han kom fra. Da han fandt det vanskeligt at finde en samlet fremstilling af dette stof, har han selv gravet det frem fra mange kilder om en vigtig fase i Grundvigs liv: "De ofte nødtørftigt beskrevne barndomsår, de vanskelige studieår og de første manddomsår, hvor så godt som alt det, han rørte ved og skrev om, blev til nederlag". Bogen er skrevet som f.eks. den nævnte forgænger på den måde, at Brovst citerer fra mange forskellige kilder, fra protokoller og breve, fra digte og meget mere, og på den måde skaber en materialesamling, en collage, som læseren kan orientere sig i med Brovsts forbindende tekster. Nogle tekster vil måske være lidt svære at kapere for nutidige læsere, men metoden indebærer jo, at man overalt kan se de præmisser, Brovst konkluderer på. Et interessant stykke personalhistorie om Grundtvigs baggrund og unge år, anvendeligt som Brovsts tidligere i genren. Noter, register, litteraturliste, enkelte sort/hvide ill