Karolines største hits
- på utallige opfordringer
De rigtig gode retter fra Karolines Køkkens originale hæfter fra 1962-2001 er efterspurgte. Nu er de samlet i en flot 336 siders kogebog
Selvom flere af retterne i Karolines Køkkens opskrifthæfter fra årene 1980 til 2000 ikke er helt magre eller grønne nok til nutiden, er de ni hæfter stadig værdsatte.
"Rigtig mange danskere efterspørger de små tynde opskriftshæfter, der ofte er slidt i laser af hyppig brug gennem årtier", siger leder af Karolines Køkken, Tove Færch. I mange år har de imidlertid kun kunnet opstøves antikvarisk, men til efteråret råder vi bod på det. Da udsender vi Karolines Største Hits - en flot bog med de største hit - nyfotograferet af Kille Enna".
”Vi skrottede vores restlageret af de originale hæfter , fordi opskrifterne ikke levede op til de krav vi i dag stiller til sundhed", tilføjer hun. "Lad os bare sige det, som det er: Mange af retterne i de første bøger rummede rigeligt med smør og fløde og ikke ret meget grønt”.
Kulturelt fællesgods
Det er de mest populære opskrifter fra Det bedste fra Karolines Køkken (1972) og de 8 små opskriftshæfter, der blev delt rundt til alle husstande 1980-2001, som nu er samlet i Karolines Største Hits. ”Selvfølgelig finder man alle de retter, vi kalder ”landeplager”, fordi de gik deres sejrsgang over hele Danmark og i mange år var faste indslag ved gæstemiddage. Med nostalgien kraft har de ætset sig ind i manges erindring og dukker op hos forfattere som Lone Hørslev og Elsebeth Egholm. De er kulturelt fællesgods og ikke sådan til slippe af med”, siger Tove Færch.
Livsstilseksperten Anne Glad siger det sådan: „ Da Karolines Køkken dumpede ind af brevsprækken hos mine forældre i 1972, var det en kæmpe fornyelse. Hidtil havde min mor klaret madlavningen med Suhr's, Frk. Jensen og en enkelt Bo Bedre-kogebog. Med Karoline turde danskerne kaste sig ud i at bruge husblas og eksotiske grøntsager som rød peber og champignon. Især de første tre bøger blev slidt i laser derhjemme - også af mig"
Opskrifterne i Karolines Køkkens største hits suppleres med muntre erindringsbilleder af journalist Stig Olesen, originale,nostalgiske fotos og nutidskommentarer, der sætter retterne i madhistorisk perspektiv.
Bogen, der udkom 18. August 2017, er på 336 sider.