Jane Austens romaner er små perler som, fyldt med humor, ironi og fantastiske karakterer, beskriver det helt særlige 1800-talsmiljø, som Austen selv var en del af. Så godt som alle forfatterens romaner betragtes som klassikere, og de holder til stadighed deres store popularitet. I Jonna Wennerstrøm Nielsens biografi ligger hovedvægten da også på selve det mesterlige forfatterskab, som anses for et af Englands ypperste.
Jonna Wennerstrøm Nielsen (f. 1934) er uddannet bibliotekar. Hun har både været ansat ved Farum Kaserne som kasernebibliotekar, og siden har hun været 25 år ved Værløse kommunes biblioteker. Efter sin pension i 1996 har hun udgivet flere bøger om engelsk litteratur, bl.a. om forfatterinderne Virginia Woolf og Mary Wollstonecraft.
Om den engelske forfatterinde Jane Austens (1775-1817) liv og forfatterskab med vægt på en analyse af hendes 6 romaner
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
På engelsk findes der talrige biografier om Jane Austen (1775-1817), og til trods for hendes store popularitet, som nye filmatiseringer har været med til at øge, er dette den første biografi på dansk skrevet af en dansk forfatter (tidligere bibliotekar). Det er en dejlig konkret introduktion til hendes liv og et forfatterskab, som regnes for et af de største i England. Jane Austen er ikke kun for damer, bl.a. blev de engelske soldater, der vendte hjem efter 1. Verdenskrig med granatchok, anbefalet som terapi at læse hende. Gennem sine realistiske samtidsromaner afspejler hun middelklassens sociale liv i et landsbymiljø. Hendes styrke er den psykologiske analyse, skildret gennem en fornem beherskelse af replikkunsten. Man får her mange væsentlige oplysninger om Jane Austens baggrund, liv og betydning. Hendes romaner bliver gennemgået med en udførlig handlingsbeskrivelse, fortolket og sammenlignet. Der er dog ikke tale om litterære analyser. Biografien kan anvendes til opgavebrug, som en inspiration til at læse hende og for de mange læsere til at få et overblik. Især skal roses den annoterede litteraturliste. Liste over filmatiseringer, internetsider, slægtstavle, registre, noter m.v