Ida er i dag er en kvinde med humor, overskud og energi. En kvinde, der kan sige: "Sommetider er glæden ved at slå mig omkuld!" En dokumentarisk roman, der i suveræn sproglig stil giver et enestående indblik i et kvindesind i et psykisk grænseland. Glaspigen fik forrygende anmeldelser ved udgivelsen: "...en bog, som jeg vil benytte enhver lejlighed til at anbefale min kollegaer at læse." (Bente Pedersen i Oraklet, Psykiatriske Sygeplejerskers Blad) "Karin Dyhrs dokumentarroman om incest er næsten umulig at lægge fra sig... At hun er kommet ud på den anden side virker næsten som et mirakel. At hun har kunnet skrive en bog om forløbet er næsten lige så mirakuløst."(Edel Hildebrandt i Politiken) Karin A. Dyhr (f. 1947) er uddannet musikpædagog og musikterapeut og har arbejdet med handicappede børn i 8 år. Aktiv i flygtningearbejde. Freelance foredragsholder. Karin Dyhr er tidligere psykiatrisk patient og har været indlagt over 70 gange gennem 17 år i det danske behandlingssystem. Marianne Holmen (f. 1946) er Cand. mag. i engelsk og dansk, ordbogsredaktør, lærebogsforfatter og alternativ behandler.
En bog, der skrives af terapeutiske årsager, bliver ikke altid til en alment interessant udgivelse; men det er lykkedes i dette tilfælde. Karin Dyhr beskriver i denne romans indledning, hvordan hun kom så langt i sin helingsproces, at hun kunne lægge afstand til fysisk og psykisk misbrug i barndommen og kunne skrive denne beretning. Og en grufuld beretning er det blevet. Ind i historien om pigen Ida og hendes færden på psykiatriske hospitaler væves billedflashbacks fra barndommen, journaluddrag, breve til veninder og uddrag af Idas dagbog. Alt sammen fortæller det om en utrolig jernvilje til at fungere i samfundet på trods af de dybe skader og en utrolig vilje til at bearbejde og bekæmpe og besejre. Livet på en lukket afdeling inklusive Idas psykotiske anfald, der kan eksplodere i voldsom selvdestruktivitet, skildres ligetil og hverken med overdramatisering eller som klagesange. Selvom historien undervejs skulle efterlade tristhed, så gør den det ikke - tværtimod. Den giver udbytte på flere måder: et indblik i et såret sind og i livet på et psykiatrisk hospital. Den demonstrerer konkret, hvordan en skriveproces kan være udviklende, og så er den også spændende