Den 11/11 1918 ophørte Første Verdenskrig. Daniel Schönpflug skildrer virtuost det øjeblik, da våbenhvilen indtræder på de belgiske og franske slagmarker, og de første intense år efter krigen. Med freden stod imperier og kejserriger for fald, mens revolutioner brød ud. Ud af den gamle verdens ruiner voksede vores egen tid. Uden for London arbejder romanforfatteren Virginia Woolf i 1918 på at bringe litteraturen i overensstemmelse med samtiden. Tyske Walter Gropius vil forandre samfundet med arkitektur; i Paris drømmer en ung kvindelig journalist om et forenet Europa. Mahatma Gandhi kæmper utrætteligt for Indiens uafhængighed. Nye muligheder og visioner åbenbarer sig – ikke mindst i Amerika, der for alvor bliver den vestlige verdens ledestjerne.