Genremæssigt hører denne forfatter jo ubetinget til i trivi'ernes verden. Hun kan præstere velkonstruerede historier, spændingsdelen fungerer som regel upåklageligt i sammenhængen, og alle beskrivelser er omhyggeligt detaljerede. Det hele forbliver bare på klichéernes niveau, alt er overflade, intet engagerer for alvor, og sproget efterlader læseren med en underlig flad fornemmelse. Denne fortælling er en opsang til amerikanerne om behandlingen af de i USA bosatte japanere efter Pearl Harbour under 2. Verdenskrig. Unge Hiroko kommer til Californien for at bo hos sin onkel og gå i skole, og hun må følge med i interneringslejr. Hiroko forelsker sig i en ung amerikaner, og også dette forhold er med til at understrege de etniske problemer. Beskrivelserne af japanernes forhold i USA er ganske tankevækkende, ligesom de unge japaneres afmægtige frustrationer over ikke at høre til noget sted kan minde os om hverdagsproblemer i vores eget land. Hvor er det dog en skam, at sproget ikke kan løfte fortællingen lidt mere, D. Steel's historier fungerer vist bedre som blanke filmatiseringer til tv