Familien er på godt og ondt det sted, vi for første gang lærer at knytte kontakt til andre mennesker. Vores forhold til familien har afgørende betydning for vores vilkår i verden og for vores evner til at skabe meningsfulde relationer senere i livet. Familien har altså afgørende betydning for et menneskes liv, også når det ikke længere er en del af familien.
Begrebet familie er i løbende forandring. Der findes i dag nye typer af familier, og selv definitionen af kernefamilien forandres stadig. Bente Schwartz‘ bog belyser familiens store betydning for individet og samfundet og sætter fokus på de forandringer, familien som institution har gennemgået i det tyvende århundrede. Bogen er velegnet som undervisningsmateriale såvel som til selvstudium.
Den danske forfatter Bente Schwartz (f. 1946) står bag en lang række bøger og artikler om køn, ligestilling, familie og kulturmøde. Bente Schwartz er oprindeligt uddannet skolelærer, og en del af hendes bøger kan bruges i undervisning på forskellige niveauer.
Lærebog til psykologi på alment voksenundervisningsniveau. En letlæst tekst, der ikke kræver de store forudsætninger. Forfatteren, der er kendt for flere udgivelser om køn og psykologi, beskriver familiens forandring i historisk/socialt/psykologisk perspektiv frem til i dag, hvor den stadig er i forandring. Den moderne familie skildres i forskellige spektre: som primær socialiseringsfaktor, i sammenhæng med livsfaserne, trivsel, kriser og vendepunkter samt familien som behandlingsenhed, hvor forskellige familieterapiformer gennemgås. Hvert kapitel slutter med resummé, et par spørgsmål samt liste over bøger, artikler og video. Det er en fin, seriøs bog, der godt kan bruges efter hensigten, evt. også som baggrundslitteratur til opgaveskrivning på sosu- og pædagoguddannelserne. Et par ord om layoutet: positivt kan man sige, den imødegår tidens tendens til kulørte opsætninger med et virvar af boxe og andre effekter, hvor brødteksten næsten forsvinder. Det er bestemt ikke tilfældet her. Teksten er sat i lange, tætte linier, der er svære at fastholde med øjnene, kun brudt af overskrifter og enkelte ord i fed samt få s/h illustrationer. Alt ånder "pligtlæsning"