Jørgen Gustava Brandt (1929-2006) debuterede som lyriker i 1948 med Korn i Pelegs. I 2004 fejrede han sin 75-års fødselsdag ved på dagen at udgive nok en sprælsk og eftertænksom digtsamling med lange, tætte, kompakt fortællende digte og lette, lyse og flagrende stemningsbilleder.
Digte og prosalyrik, som kredser sig sidelæns ind på nogle af tilværelsens grundpiller: kærligheden, slægten, naturen
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Jørgen Gustava Brandt er ikke de korte og præcise formuleringers digter. Selv om en del af digtene i hans nye samling tager udgangspunkt i en konkret sansning eller situation, forsvinder mange sætninger mellem fingrene på læseren, fordi de prioriterer antydningen og tilnærmelsen frem for udsagnet: "Se hvordan det sammenbragte lever/ i kraft af dine indbildninger/ der svarer til nærhedens højeste udtryk", hedder det fx i digtet "Forestilling om opbrud". I erindringsbilledet "Til en indfødt" sætter Gustava Brandt ligefrem ord på sine præferencer, heriblandt de digteriske: "Vores tilbøjelighed for labyrinten. Det snoede. Stræderne. Det skæve. Den brudte linje. De store spiraler." Teksternes kredsende cirkelbevægelser om indholdets kerne giver sig udslag i en række digte, hvor de mange ord ind imellem slører læserens udsyn til det poetiske univers. Men Gustava Brandt er ikke overalt lige svær at fastholde. "en em af grøde/ trækker et slør over marken/ fra plovfurernes violette mørke/ høres allikernes knitrende snak" lyder et par af de enkle og smukke formuleringer i digtet "Vintervår". Her taler den modne digter med erfaringens selvfølgelighed