"Historien om Betty Nansen bliver ingen idealiseret heltindehistorie. Dertil var hun for kantet. Hun kunne være indtagende impulsiv og vittig, men også tyrannisk, egenrådig og arrogant. Betty Nansen nåede i overordentlig grad sit mål. Hun vandt hurtigt frem i første række i sit fag – inden hun fyldte 30 blev hun udråbt til tidens nye kvindeideal på scenen, og i mere end 25 år ledede hun sit eget teater i Frederiksberg Allé og var samtidigt dette teaters førende skuespillerinde og instruktør. Desuden deltog hun med stor myndighed i organisatorisk arbejde og i den teaterpolitiske debat. Men hun måtte kæmpe hårdt for sin position, og kampen var ikke uden omkostninger. Det var dengang ekstra svært for en kvinde at slå sig igennem i et mandsdomineret samfund med sine ’kvindelige’ egenskaber i behold."
Kela Kvam fortæller i bogen her fra 1997 om en af dansk teaterhistories største skikkelser; skuespiller og teaterdirektør Betty Nansen. I bogen beskriver hun bl.a., hvilken indflydelse Betty Nansen havde på dansk teater, på den måde en skuespiller optrådte på og på datidens syn på kvinder i teatrets verden.
Kela Kvam (1931-2019) var en dansk forfatter og teaterhistoriker, som blandt andet var ansat på Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Hun var den første kvindelige lektor ved teaterstudier på Københavns Universitet og skrev en lang række bøger og artikler om teaterhistorie, dramaturgi og store skikkelser inden for teatrets verden. Kela Kvam blev Ridder af Dannebrog i 1988.
Om skuespilleren og teaterdirektøren Betty Nansens (1873-1943) 50-årige virke inden for dansk teater
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Selvom Betty Nansen (1873-1943) fra sin debut i 1893 og i de følgende 50 år var en førende skikkelse i dansk og nordisk teaterliv, er hendes liv aldrig blevet genstand for en større biografi. Den mangel retter professor i teatervidenskab, Kela Kvam, op på med dette portræt af både masken og mennesket Betty Nansen. Veldokumenteret gennem uddrag fra breve, anmeldelser og artikler i bøger og aviser fortæller hun levende om teaterbarnet, der vidste at hun skulle blive en stor skuespillerinde og med stædighed og et stort talent realiserede drømmen. Tidligt som ung primadonna på de københavnske privatteatre og på turneer i Danmark og det øvrige Norden, senere som vandbærer på Det kongelige Teater, som filmskuespiller i Danmark og USA og endelig som direktør, instruktør og skuespillerinde på sit eget teater, hvor hun fra 1917 øvede en afgørende indflydelse på nordisk teaterliv og skuespilkunst med sine opførelser af især Bjørnson, Ibsen og Kaj Munk. Privatmennesket Betty Nansens problemfyldte liv drages nænsomt ind i portrættet af kunstneren, så både hun og periodens teaterliv står levende for læseren. Mange fotos, bladtegninger, plakater mv. Litteraturliste, noter, register