Alle de stille døde

Anden del af det der vist er på vej til at blive endnu en svensk "femikrimi" serie. Der er erfaringsmæssigt læsere til genren, og denne skal nok også blive læst, men jeg hører, i alt fald foreløbig, ikke til forfatterens fans. Historien er bedre end i den første bog i serien, men jeg kedede mig langt hen ad vejen. Og så synes jeg, at den er sprogligt uformående. En krimi behøver ikke være et litterært mesterværk, men alt for ofte overskygger det sproglige handlingen. Der er utroværdige funderinger a la "er kærlighed andet end en hormonstorm?". Man er "snild", hvor man burde have været "dygtig". Udtrykket "at fryse som bare pokker" efter at have været voldtaget og mishandlet en hel nat, dækker næppe den mishandledes følelser. Plottets omdrejningspunkt er en hævngerrig mands psykopatiske fremfærd. Med udspring i en gruppe mænds FN tjeneste på Cypern, og psykopatens efterfølgende 20 år i et tyrkisk fængsel, udfolder han sin hævn i det svenske. Den kvindelige kriminalinspektør Maria Wern får sagen