Exorcisten : djævleuddriveren

Emnet for nærværende roman minder om Ira Levins Rosemarys baby, men er her ganske anderledes seriøst behandlet. En tolvårs pige opviser gradvis så besynderlige psykiske og fysiske forandringer, at både neurologer og psykiatere sluttelig henviser pigens mor til djævleuddrivelse (exorcisme) som en sidste udvej, ikke fordi de tror på besættelsen, men fordi de håber på den suggestive virkning af processen. Moderen henvender sig til jesuitten fader Karras, som imidlertid tumler med et trosproblem, der egentlig gør ham uegnet til opgaven, som han dog omsider uden endelig overbevisning påtager sig. I midlertid udpeges som den egentlige exorcist en ældre, fast troende jesuit. Denne dør under processen, og hans død genopretter Karras' vaklende tro, så at han gennemfører exorcismen og frelser pigen på bekostning af sit eget liv. Forfatteren er selv jesuitisk opdraget, og bogen virker meget seriøs og ambitiøs med sin katolske trosproblematik og forsoningslære. Besættelsens .fremadskridener skildret med uhyggelig realisme i modbydelige fysiske detaljer, 'og indtrykket er temmelig rystende, men realismen har absolut sin funktion i sammenhængen. Det virker på ingen måde som sensation for sensationens egen skyld