Årene efter Anden Verdenskrig og besættelsen af Danmark er præget af rationeringer, NATO-kampagnen og krigen i Korea. I den danske provinsby Middelborg ligger ’Slottet’, som slet ikke er noget slot, men en slumejendom, hvor besættelsestidens 'yngel' vokser op. De svage går til grunde, mens de stærke lærer at klare sig.
John Max Pedersen (1942-1992) var en dansk kommunist, arbejder og forfatter. Som 14-årig meldte han sig ind i DKU og kæmpede siden som værftsarbejder for arbejderens rettigheder. Hans forfatterskab begyndte med en novelle i "Fagbladet" og senere blev det til både romaner, novellesamlinger og digte. Han betragtede selv alle sine bøger som en del af en politisk kamp for et socialistisk samfund.
En beretning om livet i en lejekaserne i en dansk provinsby i det første årti efter besættelsen
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
»Slottet« er en lejekaserne i Middelborg (Middelfart/Fredericia), »yngelen« beboernes børn i alle aldre, tiden 1947-55. Det er krigsbørn, vokset op under dyrtid og rationering, alle er frasmåkårshjem, men opvæksten alligevel uhyre forskellig. Arbejdsløshed, drikfældighed eller religiøs fanatisme hersker hos nogle, hos andre er der vilje til at klare sig, en bevidst samfundsholdningog varme og menneskelighed overfor familie og venner. Blandt de sidste vokser Helge op, med 2 ældre, aktive og idérige brødre, og forældrene, den bomstærke havnearbejder Vagn og Aase, der er fastcentrum i venneskredsen, blandt hvilke man genkender flere fra JMP's tidl. noveller. Også her er der eminente små biperson-portrætter: den illusionsløse lærer med hjælpeklassen, den overordnedeJehova Vidnetjener. Forf.s skildring af Helges tanker og lege, inspireret af omfattende læsning, er sikker og præcis (på højde m. Rifbjergs bedste udviklingsromaner). Sprogbehandlingen er rammende,alvorlig og fuld afhumor, meningsfuld og stemningsskabende. Indtil nu Max Pedersens bedste bog -varm og helstøbt med en optimistisk tro på værdien af menneskeligt fællesskab
