Mit barn er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke; om træthedens monstrøsitet, utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele - bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er.
