"I stor koncentration knæler kunstneren og rækker en lille skål vand med en guldfisk frem mod skulpturen af hovedet på soklen mens modeller sidder og ser til
Hans blik blir stirrende drømmende erindrende Han sætter skålen med guldfisken hen i vindueskarmen Så sidder han på plinten med hånden under kinden
Han koncentrerer sig Skægget visner Det rasler på espaliermuren Vinrankerne vokser i håret Det blæser Panden er frønnet men øjets vandspejl blikstille
Kunstneren er ung og skægløs men tag ikke fejl af den blide ynglingekind Han har vinløv om panden Han arbejder med figuren Han er inspireret I ham er visionen"
Digtene i Jørgen Gustava Brandts digtsamling "Emanation" tager os med ind i kunstnerens værksted og i hans hoved. Jordiske mennesker og eventyrlige væsner fra en anden verden trænger sig på i kunstnerens fantasi såvel som i digterens poesi. Samtidig emmer digtene, de små historier og observationer af lige så meget humor som af skønhed.
Jørgen Gustava Brandt (1929-2006) var en dansk digter og forfatter. I løbet af sin over 50 år lange karriere udgav han et væld af digtsamlinger, novellesamlinger, romaner og essays. Jørgen Gustava Brandt modtog en række prestigiøse legater og priser for sin forfattervirksomhed heriblandt Kritikerprisen, Emil Aarestrup Medaillen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Digtserie, stimuleret af Picasso-grafik fra 1930ŕne, den såkaldte Vollard-suite. Digtene skildrer stemningen i en skabende kunstners atelier
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Emanation betyder udstrømning/udstråling, og det, der stråler ud fra denne digtsamling af Gustava Brandt, den første af en ny atelier-serie på tre, er først og fremmest skriveglæde, dernæst påanden hånd Pablo Picasso, hvis Vollardsuite har inspireret Gustava Brandt. Digtene fortæller om livet i en billedhuggers værksted, samlivet mellem stenen, der udvikler sig til skulptur,billedhuggeren og modellen. Det havde været rart i bogen også at se Picassos grafik aftrykt, men nu den ikke er der, ser man den i digtenes beskrivelse af legen, kampen, begæret og spændingspunktetmellem de kunstneriske krav og hverdagens påtrængende behov. Gustavas evangelium i bogen står i sidste digt, nr. 23, der bekender sig til øjnenes hede lyst: æd ikke skueretten/øjnenespragt/afholdende luxuria/hvor verden er skøn/strålende/dyret solskinnet. Det er flot, gennemført poesi, som er skrevet af en lyriker, der har en klar fornemmelse af kunstens og livets væsen. Enmeget sikker digtsuite, som også hører tilblandt de mere tilgængelige af Gustava Brandt
