Højreliberale redaktører og direktører, politisk korrekte kammerater på Folket i Bild/Kulturfront, tv-chefer og bogforlæggere – mange har forsøgt at give Jan Guillou mundkurv på, men ingen er det lykkedes for. Heller ikke den socialdemokratiske regering, som sørgede for, at han havnede i fængsel, efter at han afslørede en hemmelig efterretningsorganisation inden for forsvaret. En afsløring, som er gået over i historien som IB-affæren.
Mere end fyrre år med forbløffende journalistik, ophidsede debatter og store bogsucceser – for første gang fortæller han selv, hvordan det hele egentlig gik til.
I førsteudgaven af Ordets magt og afmagt skrev Jan Guillou kun ganske lidt om sit forsøg på at afsløre KGB’s spionage i Sverige, men Expressens dokumenter og klapjagt på ham, efter bogen udkom, ændrede KGB-historien fra at være en temmelig uinteressant historie, der var ti linjer værd, til at være en historie om svigt og løgn og journalistisk bedrag. Nu blev det en historie, der var værd at fortælle. Til nærværende udgave har Jan Guillou skrevet et nyt, langt kapitel om sagen.
