Caspar Eric kan med sin ”pop-poesi” forene det ærlige med det distancerede ironiske. Hans nøgterne referering af den usminket ærlige tankestrøm, med alt hvad den indebærer af politisk ukorrekthed, blandes med den overfladementalitet, som livet gennem sociale medier ofte fremprovokerer. Resultatet bliver et poetisk udtryk, der måske ikke rummer mere end sin blege ligefremhed, men måske alligevel gemmer på en hel generations ensomhed.