Ole Michelsen fører os gennem nattens vemod og eufori til lyden af jazz og afdankede drømme. Nattens historier byder på alkoholikere og neurotikere, en blind jazzpianist, der "genser" sin ungdomskærlighed, den gamle filmanmelder, der kommer for sent til dansk films finest hour, en hunds fortælling om sit liv på hundepensionen. I det borgerlige hjem såvel som på den lurvede bar pibler det frem med forførelse, selvbedrag og kedsomhed i Ole Michelsens røgindhyllede og jazzede noveller.
Noveller som på en skæv og underfundig måde kommenterer tilværelsen, både dens mondæne og lurvede sider, menneskenes skrøbeligheder, event-kulturen, livets gang
Med disse fjorten noveller tager Ole Michelsen springet fra det faglige (Film skal ses i biografen, 1997) og selvbiografiske (Den dansende dæmon, 1999) over i fiktionen. Henvisninger til filmkunstens og musikkens verden er der mange af, bl.a. i novellernes titler der alle er hentet fra det klassiske jazz-repertoire. I en del af historierne færdes forfatteren hjemmevant i hovedstadens miljøer, befolket med kunstnere, forlæggere og mediefolk, mens andre er henlagt til det behandlingssystem som OM også i andre sammenhænge har beskæftiget sig med. Hovedpersonerne er ofte mænd med krise i arbejdslivet og parforholdet, f.eks. den midaldrende filmkritiker der for 32. gang skal dække filmfestivalen i Cannes og må se sine idealer om analyse og kunstnerisk kvalitet overhalet indenom af event-kulturens krav om gode historier. I det hele taget er det nye tider i mange af disse historier som personerne møder med skiftevis resignation, tilpasning eller oprørstrang. Andre af samlingens tekster er forsøg i en mere kontant socialrealistisk stil, eller bevæger sig over i grotesk og satirisk samtidsskildring. Novellerne indfanger nuanceret og præcist tidsånden, ikke mindst når det gælder kunstens og mediernes verden. Som fiktion betragtet er de dog endnu for løse i anslaget og har svært ved at bestemme sig for om de vil være psykologisk portræt eller social sædeskildring
