Hænder : en dokumentarroman

I indledningen til denne bog sidder en kvinde og vil fortælle om sit terapiforløb. Fordi hun skylder sig selv og andre at gøre det. Fordi hun kan. Og det giver jo historien autenticitet. Den handler om Klara, en kvinde i 30'erne, højtuddannet og i godt job. En skæv kommunikation med en kollega resulterer i en afvisning, der skubber Klara ud i et sammenbrud. Hun starter nu efter eget ønske hos en NLP-terapeut, og der fortælles uden litterære ambitioner, tæt på talesproget, men alligevel så varieret, at det giver læseren lyst til at vide mere. Bogen er helt praktisk tænkt som en brugsbog, den er henvendt til andre i samme situation, og kan nok bedst sammenlignes med Karin Dyhr's Glaspigen (2004) og måske Eira Storstein's På jagt efter en skytsengel. Forfatteren henviser iøvrigt kort til Dyhr i indledningen. Måske kan bogen også i fortællestil minde om Den niende indsigt inkluderet efterfølgerne. Der er tale om skønlitteratur med det formål at give indsigt i nogle bestemte menneskelige forhold og relationer. Man følger som læser Klara gennem flere af terapiens værktøjer, anvendelse af trance og tidslinjer og forskellige visualiseringmetoder. En historie fra "en dagligdag" som denne, selvom den kan være lidt speciel, kan bestemt finde sine læsere. Hovedpersonen er fokuseret på hænder som udtryksmiddel for både positive og negative følelser, derfor titlen