Den afdankede og lettere desillusionerede freelancejournalist Steffen Ring var engang et respekteret navn i medieverdenen og et frygtet navn på Christiansborgs bonede gulve. Efter han for længst er gået af mode, bliver han budt inden for af et midterparti, hvor han tænker, at han da i det mindste kan uddele nogle velfortjente øretæver til politikere, han har kendt under sin tid som journalist.
Men det, der skulle være en afslappet måde at tage verbal hævn over gamle fjender, bliver pludselig til en alvorlig og anspændt affære, da hans profiltrimmer bliver fundet myrdet. Pludselig går det op for Steffen, at der bliver uddelt mere end verbale øretæver på Christiansborg.
Den danske forfatter Peter Dürrfeld (f. 1942) er uddannet lærer og underviste i en lang årrække på N. Zahles Gymnasieskole i København. Peter Dürrfeld debuterede som forfatter i 1976 med romanen "Kandidaten", og siden er det blevet til en perlerække af romaner og novellesamlinger. Ved siden af sit forfattervirke interesserer Peter Dürrfeld sig i høj grad for skak og musik, hvilket han har udgivet et utal af bøger og artikler om, blandt andet for Kristeligt Dagblad og Information.
I året 2012 ender journalisten Steffen Ring på Christiansborg. Han bliver hurtigt involveret i et mord, men det er kun optakten til en satirisk fremstilling af livet og dagligdagen i politikernes højborg
Peter Dürrfeld har skrevet en række romaner, og en del bøger om skak. Her har han skrevet en politisk satire, som udspiller sig i den nærmeste fremtid. Året er 2012, og den lidt fordrukne freelance-journalist Steffen Ring får overraskende et tilbud om at opstille som folketingskandidat for Team Centre, der kan blive det afgørende midterparti, mellem Team Liberal og Team Welfare. Han tager mod tilbuddet, får et kontor på Christiansborg, men inden valgkampen kommer rigtig i gang myrdes en af hans medarbejdere. Steffen Ring bliver draget ind i opklaringen, som får et meget overraskende udfald. Det er ikke krimiintrigen der bærer bogen, dertil er den for tynd, men den politiske satire. Her hudfletter Dürrfeld veloplagt den tivolisering der er ved at brede sig i dansk politik, den forfladigelse og stirren sig blind på enkeltsager som breder sig i disse år. Tv-mediet med dets studieværter går heller ikke ram forbi. Adskillige af de politikere der befolker bogen er kalkeret over nogle af de nuværende, Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved er let genkendelige, og den lidt fallerede Steffen Ring, har vel hentet noget af sin eksistens fra Dürrfeld selv, og fra hans omgang med kolleger på Information. Fornøjelig læsning, med et budskab