Jack Gladney er leder af Institut for Hitlerstudier ved et universitet i en mindre amerikansk by. Her er hans kolleger for størstedelens vedkommende film- og mediegale newyorkere, der er kommet dertil for at studere trivialkulturen, læse tv-programmer og cornflakespakkernes tekster samt fordybe sig i den amerikanske magi og frygt. Privat lever Jack sammen med sin fjerde kone, Babette, og fire af deres sammenbragte børn i et forholdsvist almindeligt familieliv, omgivet af hvid støj fra radioudsendelser, sirener, mikrobølger, ultrasoniske apparater og fjernsynsmumlen.
En dag sker der et kemisk udslip i den lille by, og Jack udsættes i nogle minutter for giftskyens stråling. Efterfølgende undersøger lægerne ham for mulige følgevirkninger, men uden at interessere sig synderligt for patienten selv. Løbende udvikler det sig til en voldsom dødsangst hos Jack, der ikke kan se sin vej ud og derfor lægger en vanvittig plan.
Don DeLillo (f. 1936) er født i New York og er en af de mest anerkendte nulevende amerikanske forfattere. Han debuterede i 1971 med romanen "Americana" og har sidenhen været en fundamental del af den postmoderne litteratur. Forfattere som Brett Easton Ellis og David Foster Wallace er begge blevet inspireret af Don DeLillos værker.
Fortælleren i denne roman af DeLillo, der i dansk oversættelse følger efter MAO II,1991, og Undervederden,1998, er leder af et institut for Hitlerstudier i en mindre amerikansk by, og hans særlige arbejde lægger da også sit præg på fortællingen, som imidlertid mest handler om familielivet med hans fjerde kone og sammenbragte børn. Og det er barske sager. Ikke sådan, at der er krig på kniven, men på den måde, at der konstant tales udenom og forbi. Der sker et kemiudslip i den lille by og konen involverer sig i et medicin-test-program, men hele tiden forekommer bogens personer at stå hinanden yderst fjernt. Bogen beskriver et koldt forbrugersamfund, som fortælleren end ikke reflekterer over. En velfortalt roman, som balancerer på kanten til det outrerede, men som her og der humoristisk rammer plet som satirisk sædeskildring
