Det gav genlyd da Judith Hermann i 1998 debuterede med novellesamlingen Sommerhus, senere. »Vi har fået en ny forfatter,« skrev kritikerne, »en fremragende forfatter.« Og det var der mange som fandt ud af. Bogen har alene i Tyskland solgt over 500.000. Bogens ni noveller fortæller nøgternt og smukt om det moderne livs tragikomiske tilfældigheder og ensomhed. Scenen er nattesværmernes Berlin og hendes helte og heltinder er sarte, melankolske figurer med en lakonisk holdning til livet, deres referencer er PJ Harvey og David Bowie og en masse caféer og klubber og LSD og kokain. Fælles for flere af dem er en vægring mod at beslutte sig for noget. Beslutninger udsættes på ubestemt tid. De vil bestemt gerne have et sommerhus, men ikke lige nu, først senere.
Sommerhus, senere foregår i og omkring Berlin i 1990’erne, hvor øst og vest er smeltet sammen. En ny generation vokser frem, en generation som ikke bekymrer sig om politik eller drømmer om en borgerlig tilværelse, men i stedet drømmer om lykken, eller muligvis øjeblikket lige inden lykken. Fælles for Judith Hermanns personer er en følelse af uvirkelighed og ubeslutsomhed og hendes noveller handler om det moderne livs tragikomiske tilfældigheder, ensomhed og melankoli.
Noveller, de fleste om nutidens storbyliv i Tyskland blandt unge mennesker, som tager, men ikke tager stilling til, de mange valgmuligheder tilværelsen giver dem
Anmeldelse af: Sommerhus, senere af Judith Hermann
Judith Hermann er en af Tysklands bedste nulevende forfattere. Dette er hendes debut, ni fine og yderst velskrevne noveller, der kredser om at udsætte livet. Novellerne foregår i 1990'erne, de fleste ...
Forf. er født i 1970 i Berlin - og den foreliggende novellesamling er hendes debut. De 9 fortællinger er stilsikre, eksperimenterende og skildrer tidstypiske problemstillinger. Scenen er ofte storbylivet med uforpligtende og skiftende forhold, personerne oplever en masse valgmuligheder, som de har svært ved at forholde sig til - og derfor viger de tilbage fra at træffe konsekvente beslutninger. I titelnovellen er fortælleren en del af en gruppe intellektuelle unge, der udover den kunstneriske aktivitet især er beskæftiget med at drikke sig fulde og ryge sig skæve - og i periferien optræder taxichaufføren Stein, som ikke har noget sted at bo og som derfor logerer lidt rundt omkring med sine plasticposer. Imidlertid har han en drøm om at købe sig et hus, hvilket nok lykkes men alligevel bliver den store fiasko for ham. Der er i bogen en melankolsk tone og en tilsyneladende enkel fortællestil, men lige som den bevidst særprægede tegnsætning er original og personlig, så er der lige under overfladen farlige kræfter på spil. Tilfældige forhold og hændelser, eksperimenter med sex og stoffer - og en generation uden ret meget tro på fremtiden - sådan ser J.H. sine jævnaldrende og deres manglende illusioner - men flot og overbevisende skrevet
