Jeg elsker at kaste mig over en ny serie. Bare tanken om, at der er flere bøger med de samme personer og det samme univers, er en herlig ting.Og ferietiden er jo perfekt til at forfølge samme person gennem flere bøger.
At kaste sig over en serier var noget af det bedste, jeg vidste, i barndommen. Især hvis jeg kunne få fat i flere dele i serien, så jeg kunne læse uafbrudt. Når den ene bog var slut, kastede jeg mig straks over den næste.
Åh, hvis det bare var min tur til ferie, men der er nogle uger endnu. Jeg drømmer om at have sådan en ferie, hvor den ene bog bare læses efter den anden i en lind strøm. Ikke andre ting i verden end at læse bøger. Så langt er jeg endnu ikke kommet, så jeg må nøjes med at drømme og tage hul på ferielæsningen allerede.
”Av min arm!” – ”Jeg går op og lægger mig!” – ”Det’ en tysker!”.
I min ferie vil jeg dykke ned i nogle af de bøger, jeg har noteret mig i løbet af de sidste par år, men som jeg ikke har fået læst endnu.