Søgeresultater: 26

Knud Pedersen blev Danmarks første frihedskæmper under 2. verdenskrig, da han som 14-årig stiftede Churchill-klubben og sad to år i fængsel. I 1950erne startede han verdens første kunstbibliotek, som han den dag i dag driver med sin hustru Bodil, og blev en af pionererne inden for den eksperimentelle fluxuskunst. Men han fik også ideen til Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og er far til finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Knud Pedersens 87 år lange liv har været så dramatisk, rørende og helt igennem anderledes, at han i sig selv er et stykke omvandrende danmarkshistorie. Han har brugt sit liv på at være på tværs, i opposition og i vejen. Ikke fordi han har lyst til at drille, men fordi hans oplevelser med politikere og myndigheder under og efter 2. verdenskrig har givet ham en livslang mistro til autoriteter. I dag har han stadigvæk energi til at udfordre med sine underfundige, skæve og indimellem fuldstændig skøre projekter, som skal tages ganske seriøst. Det er også sådan, Knud Pedersen selv skal forstås. Som en, der – for alvor – laver sjov.

En fin og ærlig beretning om at være voksen datter til en meget syg far og miste ham. Hvad sker der med én, når ens far bliver alvorligt syg? Hvordan er det at miste en forælder? Julie Top-Nørgaard mistede sin far efter et par års sygdomsforløb. Hun skriver om forløbet fra den pårørendes position – som mor til to mindre børn og midt i livet, travl med arbejde og uddannelse, og nu også travl med møder med hospital, offentlige instanser og pasning af sin syge far, som har behov for både omsorg, tid og hjælp til praktiske ting. Julie Top-Nørgaard skriver usentimentalt om de store følelser og er hudløst ærlig om det at klare at være voksen med en syg forælder uden at bukke under selv. ”Jeg sidder sammen med min far i opholdsstuen på Sankt Lukas Hos-pice. Han har ikke mere at fortælle, ikke mere at bede om, ikke mere at spørge om. Bare een ting: Hvad med rollingerne, har de det godt? Ikke andet end det. Hans vindue til verden trækker sig sammen, krymper. Han kan se mindre og mindre ud ad det, og jeg kan se mindre og mindre ind ad det.” (citat fra bogen)

'Sensommer' er Aggi Jensens personlige fortælling om at møde kærligheden på ny i en moden alder:

"Havde jeg virkelig lov til at lukke en anden mand ind i mit liv? Og hvad ville børnene sige til, at deres far og farfar ikke mere var den eneste mand for mig?" Aggi Jensens første mand og store kærlighed, Erik, døde i 2001 efter tretten år med Parkinsons syge og demens, og det kan kræve sit at finde sig selv og sit nye ståsted efter at have mistet. Især når man pludselig møder en ny mand i livets sensommer.

Aggi Jensen (født 1929) debuterede i 2000 med den selvbiografiske 'Baggårdsbørn har også drømme' om en barsk opvækst, først med en far, der ikke magtede at tage sig af sine tre døtre, og senere på børnehjem. 'Kærlighedens styrke' er den første af tre erindringsbøger fra voksenlivet. Læs også 'Sensommeren' og 'Stjernestunder'.

Min søn Johan er fire år gammel og fik i oktober 2012 diagnosen infantil autisme. Et usynligt handicap og en udviklingsforstyrrelse, han skal leve med altid, og som bl.a. påvirker hans sprog, hans sociale samspil og hans forestillingsevne. Johan er dermed en del af en statistik, hvor flere og flere børn får stillet en diagnose inden for autismespektret, og han er kød og blod i debatten om inklusion af børn med særlige behov. I dag er der 50.000 børn og voksne i Danmark, der lever med en diagnose inden for autismespektret. Det skal samfundet forholde sig til. Denne beretning handler om tiden, fra jeg bliver opmærksom på, at Johan ikke udvikler sig, som han skal, til tidspunktet, hvor han får diagnosen. Og tiden lige efter. Da jeg selv stod forvirret, ulykkelig og bekymret for fremtiden, ville det have hjulpet mig at kende processen og vide, hvor jeg kunne søge hjælp. Jeg håber, beretningen vil være en hjælp for forældre i en lignende situation. Søs Lykke Sloth er 41 år og uddannet journalist. Hun har i en længere årrække været journalist på Berlingske og er nu redaktionsleder i DI Medier, Dansk Industri. Hun er gift og har foruden Johan døtrene Kamille og Lærke på henholdsvis 13 og ni år.

Rikke er i midten af 40’erne, enlig mor til en lille datter og med et stort, ansvarsfuldt job som direktør. Hendes liv bliver fra den ene dag til den anden vendt på hovedet, da hun opdager en kræftknude i sit bryst. Hun indser hurtigt, at hun ikke kan klare det alene, og samler en gruppe kvinder omkring sig, som bliver hendes uundværlige støtter gennem hele sygdoms- og behandlingsforløbet. Med vagtplaner og skiftehold sørger Rikkes cancer-klan for, at hun og hendes datter ikke på noget tidspunkt står alene. Never walk alone er deres motto, som Rikkes læger og sygeplejersker bakker op om.

Med Rikkes nu veloverståede sygdomsforløb som den røde tråd – suppleret af interviews med sygeplejersker, læger, terapeuter og klanmedlemmer – giver bogen et ærligt og inspirerende indblik i, hvordan man med fælles hjælp kan holde fast i livet og hverdagen, når man bliver ramt af en livstruende sygdom eller livskrise.

I sin selvbiografi fortæller Tina Turner (f. 1939) om sit brutale ægteskab med Ike Turner, og hvordan det senere lykkedes hende at bryde igennem som rockstjerne i 1980’erne.

Hvert år dør omkring 200 danske børn, før de når at fejre deres 1-års-fødselsdag. Nogle har ikke været stærke nok til livet, fordi de er kommet til verden alt for tidligt. Andre har været født med sygdomme, de ikke har kunnet overvinde. Eller de blev født med misdannelser, som var for svære at leve med. Bag hvert af disse korte liv ligger stærke historier om de etiske dilemmaer, der opstår i feltet mellem liv og død. Teknologi og lægefaglig ekspertise giver i dag vide muligheder for at hjælpe skrøbelige spædbørn. Men hvor langt skal man gå for at redde et menneskeliv? Hvad er et værdigt liv? Og kan sand kærlighed til et barn ikke netop være at lade naturen gå sin barske gang og lade sønnen eller datteren få fred? I "Slip livet, lille skat" kommer læseren helt tæt på en mors tanker om kærlighed, liv og død, når vi følger hende, fra hun finder ud af, at det barn, hun venter, ikke er levedygtigt, til hun sammen med barnets far tager endeligt afsked med deres otte dage gamle datter, Laura. Om forfatteren: Ulla Gunge Hansen (1976) er uddannet journalist og sociolog fra RUC i 2006. Har siden 2008 været ansat på Berlingske, hvor hun i dag skriver om danskernes liv og velfærd fra avisens indlandsredaktion.

Alba Schwartz (1857-1942) var en begavet og kunstnerisk kvinde, som drømte om et liv ved teatret, men endte som borgmesterfrue i Danmarks mest berømte kunstnerkoloni i Skagen. Som mor var hun vidne til sit livs tragedie, da hendes ældste søn, Erik, døde under en akut operation på familiens spisebord. Tabet var ubærligt, og Alba Schwartz kastede al sin kærlighed og opmærksomhed på sit yngste barn, Walter, som blev hendes et og alt. Med årene voksede hendes behov for at kontrollere og styre ham, og båndet mellem mor og søn udviklede sig til et dramatisk forhold af Strindbergske dimensioner, som fik fatale konsekvenser for dem begge og ikke mindst for de koner og børn, der blev en del af familien. Malene Schwartz var fem år, da hendes farmor døde, og de to nåede aldrig at møde hinanden. I 2009 besluttede hun sig for at undersøge, hvem hendes farmor egentlig var. Det bragte hende på en udfordrende og overraskende rejse tilbage i familiens historie. I bogen fortæller Malene Schwartz ærligt og usentimentalt om sin dominerende og kompromisløse farmor, og de spor hun satte sig i familien og især i Malenes egen far, Walter Schwartz.

Min mor er død. Det kom som et chok for os alle, at Mopper var så syg. Lægen gav hende et halvt år, og vi tænkte: Ja, det er godt med dig. Men han havde ret. Hun fik nøjagtigt seks måneder. For helvede, det var hurtigt. Alt for hurtigt. Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvordan den sidste tid former sig. Jeg kunne i hvert fald ikke. I familien har vi tacklet det meget forskelligt. Vi sørger og savner hende stadig. Men jeg har brug for at dele mine tanker. Og jeg har altid elsket at høre Mopper fortælle om sit liv. Om sin barndom i England, sine drømme og beslutninger. Sin måde at være i verden på. Det gør hun for fuld gas her, den gamle. Vi nåede at lave det meste af bogen sammen. Og hun glædede sig til, at den skulle komme! Når jeg læser bogen, er det, som om Mopper sidder ved siden af mig. Som om hun læner sig ind over bordet og siger: ”Lille Nogge-Gogge, de var nogle rovhuller … men jeg fandt min vej.” Kære Bobs, alle finder deres vej. Du fandt din, jeg har fundet min. Vi har altid elsket hinanden. Og det er sådan, det skal være. Bobsi, jeg knækker af grin, og jeg græder. Men sådan er det, når man elsker.

Et forhold, som begyndte med hed lidenskab og ømhed, udviklede sig til kontrol, krænkelser og flere år med psykisk vold. Jeg, som havde alt – et godt job, to dejlige børn og mange venner – blev holdt nede og mistede mit indre kompas. Udadtil fremstod vi som et lykkeligt par, en selvstændig kvinde og en kærlig mand. Sammen byggede vi en solid mur ud mod resten af verden, og end ikke mine nærmeste anede, hvad der foregik bag facaden. Dette er min egen beretning om at leve sammen med en mand, som nedbrød mig lidt efter lidt, om det helvede, jeg kaldte kærlighed.

Hun bliver kaldt realitystjerne, silikone- og botox-dronning og Danmarks mest kendte cougar. Men Stephanie Star er så meget mere end det. Hun er italiener, børnehjemsbarn, kropsterapeut og mamma med stort M. Hun nedbryder tabuer, fordomme og Jantelov, og hun er høj på livet trods megen modgang. CON AMORE er historien om et ekstraordinært liv. Som Stephanie Star siger: „Det handler ikke om, hvordan jeg har det, men hvordan jeg ta’r det."

Testamentet er Anne Linnets egen beretning om musikken og kærligheden i sit liv, om historierne – og mændene/kvinderne – bag sine mange sange og om de tab, der måtte fordrives med smerte. Mit lydbillede inde i hovedet er totalt forandret. Jeg hører piskeslagene i trommesættet og den skælvende energi i min nye synthesizer, Jupiter 8, som jeg købte i New York, og en fremdrift i hvinende guitarer over en voldsom, mørk og faretruende bas. Jeg kontakter Kent, Per og Moussa og fortæller om mine visioner om et helt nyt lydbillede, hvor trommesættet er uden det lyse køkkentøj, der altid gyder olie på vandene, men i stedet elektronisk, farligt og kontant. Hvor guitaren ikke længere spiller pæne akkorder, men derimod lyde der græder og er hvinende energiske lydflader, og hvor bassen går amok i intensitet og mere bliver slået på end egentlig spillet på. Hvor sangen ikke længere bare er sang, men lige så meget råb og tale og skrig, og hvor der ikke findes pæne, trestemmige kor, men stemmerne mere bliver brugt til at understrege tekst og være en del af stemningsbilledet. Alle er med på konditionerne og på at give den nye musik en chance, og Marquis de Sade opstår.