Søgeresultater: 50

Vilhelm Leifer spillede en unik og kontroversiel rolle under besættelse; Han er blandt andet blevet kaldt den danske Schindler, fordi det lykkedes ham at redde så mange forfulgte mennesker fra nazisternes koncentrationslejre. Alligevel blev han efter krigen anklaget for mord og landsforræderi. Sagen imod ham blev ikke mindre spektakulær, da det viste sig, at den mand, Leifer var anklaget for at have slået ihjel, stadig var i live, og at anklagemyndigheden havde skjult det for ham.



I sine erindringer fortæller Leifer om sine oplevelser under krigen, sin egen rolle og de mennesker, han arbejdede sammen med og imod. Mange får et hårdt ord med på vejen, og den gængse opfattelse af krigens helte bliver udfordret. Han fortæller endvidere om sit efterfølgende arbejde som forsvarsadvokat, og om hvordan det danske retsvæsen aldrig helt tilgav ham, at han havde afsløret deres magtmisbrug. Vilhelm Leifer (1904-1993) var en dansk modstandsmand og forsvarsadvokat. Han spillede en stor rolle under besættelsen, hvilket han senere beskrev i sine erindringer.

En række kendte mennesker, født i årene 1930-1940, fortæller om deres personlige oplevelser om en opvækst i et årti, der var præget af besættelse, vareknaphed og hårde isvintre, men også af fællesskab og hjælpsomhed. Ingen af bidragene har været publiceret før.

Skribenterne er: Niels Barfoed, Hanne Bech Hansen, Vigga Bro, Hans Hertel, Kjeld Hillingsø, Jørn Hjorting, Bent Jørgensen, Olaf Nielsen, Hanne Marie Svendsen, Poul Thomsen, Henrik Voldborg, Niels Birger Wamberg, Jane Aamund.

"Fortællingerne handler om livet som barn i en tid, der har sat sig dybe spor. Nogle oplevede ikke krigshandlingerne helt tæt på og beskriver en barndom med frihed fra de voksne, skolegang og fællesskab. Andre oplevede krigen helt tæt på med fædre, der deltog i modstandskampen, og Bent Jørgensen fortæller stærkt om sit russiske år på Bornholm med den russiske besættelse (...) Bogens 13 barndomsfortællinger beskriver levende og nuanceret, hvordan det var at være barn under 2. verdenskrig forskellige steder i Danmark."
- Rikke Bruun, lektør

Som tre-årig blev hun smuglet ud af en polsk koncentrationslejr – som jødisk barn voksede hun op hos kristne plejeforældre under nazisternes besættelse og genfandt sin mor. Den polske forfatter, Janina Katz, der i 1969 emigrerede til Danmark, fortæller i "Mit liv som barbar" om sin barske opvækst i Polen og de fragmenterede erindringer om sin slægt og dennes skæbne. Den polsk-fødte og jødiske oversætter, litteraturanmelder og forfatter Janina Katz (1939-2013) har et omfattende dansk forfatterskab bag sig. Med en magisterkonference i polsk litteraturhistorie og sociologi og oplevelserne fra 2. verdenskrig i bagagen kom hun til Danmark i 1969. Hun debuterede 22 år senere, som 52-årig, med en digtsamling. Temaerne i forfatterskabet spejler hendes tilværelses brud, tab og uforløste drømme, mens traumerne behandles med en sjældent rå humoristisk lethed.

Traudl Junge fik som 22 årig arbejde som sekretær for Adolf Hitler. Fra 1942 og frem til Hitlers død skrev hun hans taler, breve og både hans private og "politiske" testamente.

I 1943 blev hun gift med SS-officeren Hans-Herman Junge, som blev dræbt i kamp allerede året efter.

Hun tilbragte de sidste timer med Hitler i førerbunkeren i Berlin i april 1945. Efter Tysklands sammenbrud lykkedes det hende - forklædt som mand - at komme igennem de russiske linjer ind i den britiske sektor, hvor hun blev arresteret, men kort efter løsladt ud fra begrundelsen om, at hun var for ung til at vurdere rækkevidden af sine handlinger.

Filmen "Der Untergang" bygger bl.a. på hendes erindringer, som hun nedskrev umiddelbart efter krigen. Traudl Junge, der døde i 2002, var det sidste overlevende vidne fra Hitlers nærmeste kreds af medarbejdere.

LEKTØRUDTALELSE
"Det er en intens og ukritisk beretning om Hitler og hele miljøet omkring ham. Den er både letlæst og spændende (...) Først efter krigen er det langsomt gået op for hende, hvilke uhyrligheder der blev begået af disse mennesker. Journalisten Melissa Müller overtalte forfatteren til at udgive manuskriptet, og har bearbejdet det og tilføjet noter. Hertil kommer en fyldig indledning om forfatterens liv indtil 1942, samt et lige så fyldigt efterskrift om hende efter maj 1945. Hitlers død er meget detaljeret skildret og bogen må vel nærmest betragtes som et kildeskrift til de mange spekulationer, der gennem tiden er blevet gjort herom."

ANMELDERNE SKREV
"Det er djævelsk interessant og fængslende læsning. Som at være der selv - til bords med Hitler."
- Fyens Stiftstidende

"...ud over at få tilfredsstillet eventuel nyfigenhed efter anekdoter og dem er der en del af kommer man i denne bog ind i kraniet på et velmenende ungt menneske og ser gennem hendes øjne ud på det tilforladelige totalitære. På ondskabens banalitet, som filosoffen Hannah Arendt talte om i forbindelse med Eichmann. Derfor er bogen i virkeligheden en ganske raffineret advarsel."
- Jyllands-Posten

Anne Franks Dagbog er skrevet af den purunge, jødiske pige, der måtte gå under jorden i Amsterdam i 1942. Ingen anden bog giver en så menneskelig og følsom skildring af jødernes vilkår under Anden Verdenskrig.

På sin 13 års fødselsdag fik Anne Frank en dagbog, som hun straks tog i brug. Det blev starten til denne gribende beretning om hendes families dagligdag i deres skjulested i „Baghuset" og deres frygt, angst og håb frem til august 1944, hvor familien blev angivet og deporteret.

Kun Annes far overlevede krigen og udgav i 1947 første gang datterens dagbog, der siden er udkommet i utallige udgaver og på alverdens sprog. Anne Franks Dagbog er et af de vigtigste vidnesbyrd om udslettelsen af Europas jøder under 2. verdenskrig. Den skildrer et liv på flugt, et liv under jorden. Alligevel opfatter Anne ikke sig selv som et offer, men fremtræder som en livlig, klarsynet og selvstændig ung pige med sine problemer, længsler, drømme og håb - hvilket blot gør hendes vidnesbyrd endnu stærkere.

»Vi ønskede ikke at vide det,« siger Brunhilde Pomsel, Joseph Goebbels’ tidligere sekretær. Brunhilde Pomsel arbejdede for en af verdenshistoriens værste forbrydere. Fra 1942 til 1945 var hun stenograf for Joseph Goebbels. I denne bog, som udkommer samtidig med dokumentarfilmen af samme navn får premiere, får vi igennem hendes ord indsigt i ondskabens banalitet. Pomsel var, og det vedkender hun sig i dag, en medløber. Det var først efter krigen, at det fulde omfang af nazisternes uhyrligheder, stod klart for hende. Igennem hendes livshistorie konfronteres vi med et spørgsmål om vores personlige medansvar for konsekvenserne af en tilbagevendende nationalisme og populisme. Bliver vores generation den næste til som Pomsel at sige: »Vi ønskede ikke at vide det«? På et tidspunkt, hvor højrepopulismen går sin sejrsgang i verden, tjener denne bog om et de sidste overlevende vidner til naziregimet indre virkemåde som en påmindelse om, at fascismens trussel stadig er nærværende.

Jørgen Røjel var med i modstandsbevægelsen helt fra begyndelsen. Han mødte de første faldskærmsfolk og deltog i sabotageaktioner, mens det endnu var det officielle Danmark imod at gøre modstand mod nazisterne. Han samarbejdede også med den legendariske modstandsgruppe fra Hvidsten og var en af de seks mænd bag sprængningen af Langåbroerne i november 1943. De andre fem blev siden taget af tyskerne og henrettet. Røjel undslap.

Jørgen Røjels erindringer fra krigen er en nervepirrende historie fuld af sprængstofattentater, ildkampe med Gestapo-soldater og mirakuløse flugtaktioner. Det hele fortalt åbenhjertigt, usentimentalt – og med bid. Røjel var en mand af både mod og meninger, og efter befrielsen lagde han ikke skjul på sin foragt for det officielle Danmarks mummespil i Europas mørkeste stund.

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

Lægen Miklós Nyiszli ankom til udryddelseslejren Auschwitz i maj 1944. Waffen-SS fik kendskab til hans lægefaglige færdigheder og lod ham gøre tjeneste som patolog for lejrens berygtede cheflæge Josef Mengele i otte måneder. Nyiszli blev øjenvidne til det industrielle massemord, og i krematorierne udførte han utallige obduktioner og underskrev rapporterne med sit fangenummer. Mirakuløst nok overlevede Nyiszli dødsmarchen fra Auschwitz til tre efterfølgende koncentrationslejre inden befrielsen. Efter hjemkomsten i 1946 skrev han sin grufulde beretning. Bogen var en af de første, hvor rædslerne i Auschwitz blev beskrevet i detaljer. Den er udgivet på en lang række sprog, er solgt i hundredtusindvis af eksemplarer og har ligget nummer et på New York Times’ bestsellerliste.

Juni 1944. Den franske modstandsmand Robert Antelme tages til fange af Gestapo og sendes til koncentrationslejren Buchenwald og senere arbejdslejren Gandersheim. Da de allierede nærmer sig lejren i løbet af foråret 1945, evakueres fangerne først til fods og siden med tog til koncentrationslejren Dachau. Da den senere præsident François Mitterand, der var aktiv i modstandsbevægelsen, besøger Dachau efter befrielsen, finder han Antelme i den aflukkede del af lejren, hvor de syge og fortabte tilfælde er lukket inde. Det lykkes at evakuere Antelme og bringe ham tilbage til Paris, hvor hustruen, forfatterinden Marguerite Duras, venter på ham. Menneskeslægten beretter om dagligdagen i lejrene og fangernes kamp for at overleve i et hierarki, der har døden som en konstant horisont, om fangernes indbyrdes forræderier og venskaber og SS’ernes vold. Det er samtidig en refleksion over, hvad det vil sige at være menneske, når livet er reduceret til viljen til at holde sig i live. Bogen udkom i 1947 og betragtes som et af de vigtigste vidnesbyrd fra Anden Verdenskrig.