Søgeresultater: 10

Charlotte Delbo var aktiv i den franske modstand, blev fanget i marts 1942 og sendt til Auschwitz-Birkenau i januar 1943 i en konvoj af 229 ikke-jødiske franske kvinder. Auschwitz og efter er hendes vidnesbyrd om fangenskabet i de tyske udryddelseslejre og tiden efter. Delbo, 1913-1985, var fransk forfatter og værket regnes for hendes hovedværk. En fortælling oplevet indefra, i scener, erindringsglimt, digte, prosa – skrevet så nærværende, sanset og enkelt. Med en bevidsthed om, at hun vil lade læseren observere og iagttage. Auschwitz og efter er en holocaustfortællling, erindringer fra en kvinde, en forfatter - som blev en af de få overlevende fra sin konvoj.

"Tre kræfter har formet mit livs landskab. To af dem knuste den halve verden. Den tredje var meget lille og svag, ja, faktisk usynlig. Det var en sky lille fugl i min brystkasse, en tomme eller to over min mave. På de mest uventede tidspunkter kunne fuglen vågne op, løfte sit hoved og baske henrykt med vingerne. Så løftede jeg også hovedet, for i det korte øjeblik vidste jeg med sikkerhed, at kærlighed og håb har uendeligt større magt end had og raseri, og at der et eller andet sted på den anden side af min horisont eksisterede et uforgængeligt liv, der altid ville sejre.

Den første kraft var Adolf Hitler, den anden Josef Vissarionovitj Stalin. De gjorde mit liv til et mikrokosmos, hvor historien om et lille land i Europas hjerte udspillede sig. Den lille fugl, den tredje kraft, holdt mig i live, så jeg kunne fortælle denne historie."

"En sjælden gang imellem læser man en bog, der sætter egne og tidens problemer i perspektiv og tvinger os til at konfrontere de mørke sider af menneskets natur. Mrs. Koválys erindringer er ikke blot en personlig be- retning om den umenneskelighed, hun mødte. Ved at fortælle sin historie – ligefremt og uden selvmedlidenhed – kaster hun lys over dybe sandheder om den menneskelige adfærd ... Langsomt og med tiltagende styrke bliver det igennem bogen tydeligt, hvordan den totalitære stat næres af menneskelig blindhed og svaghed." – THE NEW YORK TIMES HEDA MARGOLIUS KOVÁLY (1919- 2010) voksede op i Prag som datter af velstående jøder. Familien blev i 1941 interneret i den jødiske ghetto i Lodz og derfra sendt til Auschwitz, hvor hendes forældre omkom. Mirakuløst flygtede hun tilbage til Prag fra en dødsmarch mod Bergen-Belsen få måneder før Anden Verdenskrigs afslutning.rnrnEfter krigen opnåede hendes mand, Rudolf Margolius, en politisk toppost i det nye, kommunistiske styre, men blev i 1952 fængslet og senere henrettet som en af 11 i den skueproces, der senere blev kendt som Slansky-processen.rnrnHeda Margolius Kovály ernærede sig derefter som oversætter, særligt af moderne amerikansk litteratur, inden hun i 1968 flygtede ud af Tjekkoslovakiet, først til Storbritannien og senere til USA, hvor hun levede frem til sin død.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

I udryddelseslejrene Belzec, Sobibor og Treblinkai Polen blev der i årene 1942-43 dræbt ikke færre end 1,7 mio. jøder.

Hvad færre nok ved er, at nazisternes såkaldte eutanasi-program udgjorde en prolog til massemordet. Mordprogrammet, som blev administreret fra Berlin, havde udelukkende til hensigt at dræbe sindslidende og handikappede i seks udvalgte mordanstalter eller ”eutanasicentre.”
Hovedparten af de ansvarlige kom til at udgøre kernen i det faste mandskab i Belzec, Sobibor og Treblinka under ”Aktion Reinhardt”, som var kodenavnet for den tyske plan om at udrydde alle Polens jøder i Generalguvernementet.

“En gave til menneskeheden. En af de sjældne og evige historier, som efterlader dig for altid forandret.” – Desmond Tutu

I 1944 bliver Edith Eger som 16-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz. Ved ankomsten bliver hun adskilt fra sine forældre, der bliver sendt direkte i døden i gaskammeret. Få timer efter kommanderer lejrlægen, Dr. Mengele, Edith til at danse for sig. På mirakuløs vis overlever hun rædslerne i lejrene og dødsmarchen til Gunskirchen. Da lejren bliver befriet, bliver Edith fundet – knap i live – i en bunke af lig.

Edith Eger overlevede, men i årtier led hun i stilhed af posttraumatisk stress og skyldfølelse. Hun uddannede sig til psykolog og blev personlig ven og elev af Viktor Frankl, stærkt inspireret af hans berømte værk Psykologi og eksistens. Det blev et vendepunkt i Edith Egers liv.

I Valget væver Edith Eger sin personlige historie sammen med bevægende historier om de mennesker, hun har hjulpet gennem årene i sit arbejde som psykolog. Hun viser os, at vi i livet altid har friheden til at vælge. Vi kan vælge, hvordan vi forholder os til fortiden og til tilværelsen i det hele taget. Hun illustrerer forskellige faser af heling og viser, hvordan mennesker kan vælge at undslippe det fængsel, de bygger i deres sind – låst af frygt, bekymringer eller fortiden – og finde frihed uanset omstændighederne.

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

‘Endestation Auschwitz’ er en fortælling om at forsøge at holde meningen, kærligheden og sig selv i live i mødet med eksistentiel tomhed. Eddy de Winds dokumentariske roman er med Anne Franks dagbøger det vigtigste hollandske vidnesbyrd om Anden Verdenskrig – og den eneste bog, der faktisk blev skrevet i lejren.

Om en jødisk-tjekkisk families historie – den historie, forfatterens far aldrig ville fortælle hende: om årene i et krigshærget Berlin, udryddelsen af mange familiemedlemmer under Holocaust, og den komplicerede beslutning om at starte forfra.
I 1941 i det tyskbesatte Tjekkoslovakiet arresteres det første medlem af familien Neumann, fordi han svømmer i en flod, der er forbudt for jøder. Han bliver transporteret til Auschwitz. Atten dage senere indskrives hans fangenummer i lighusets logbog.
Ud af fireogtredive medlemmer af Neumann-familien bliver de femogtyve myrdet af nazisterne. En af de overlevende er Hans Neumann, forfatterens far, som for at undslippe tyskerne flygter ad en ganske usandsynlig vej, ind i Berlin, hvor han lykkes med at leve og arbejde under falsk identitet, lige for næsen af Gestapo. Oplevelserne i den sønderbombede storby er så horrible, at Hans sidenhen nægter at tale om dem. Ved sin død i Venezuela efterlader han sig en kasse med breve, dagbogsnotater og andre dokumenter. Mange år senere finder hans datter Ariana Neumann endelig modet til at få brevene oversat fra tjekkisk, hvilket bliver begyndelsen på flere års research, rejser verden rundt, samtaler med familiemedlemmer, forskere og fjerne slægtninge.
Da tiden gik i stå<\i> er en fængslende detektivhistorie og en gribende familiememoir, der krydser oceaner og ni årtier. En beretning om familiebånd, mod og overlevelse, om erindringens og identitetens natur.