Søgeresultater: 14

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

Lægen Miklós Nyiszli ankom til udryddelseslejren Auschwitz i maj 1944. Waffen-SS fik kendskab til hans lægefaglige færdigheder og lod ham gøre tjeneste som patolog for lejrens berygtede cheflæge Josef Mengele i otte måneder. Nyiszli blev øjenvidne til det industrielle massemord, og i krematorierne udførte han utallige obduktioner og underskrev rapporterne med sit fangenummer. Mirakuløst nok overlevede Nyiszli dødsmarchen fra Auschwitz til tre efterfølgende koncentrationslejre inden befrielsen. Efter hjemkomsten i 1946 skrev han sin grufulde beretning. Bogen var en af de første, hvor rædslerne i Auschwitz blev beskrevet i detaljer. Den er udgivet på en lang række sprog, er solgt i hundredtusindvis af eksemplarer og har ligget nummer et på New York Times’ bestsellerliste.

Juni 1944. Den franske modstandsmand Robert Antelme tages til fange af Gestapo og sendes til koncentrationslejren Buchenwald og senere arbejdslejren Gandersheim. Da de allierede nærmer sig lejren i løbet af foråret 1945, evakueres fangerne først til fods og siden med tog til koncentrationslejren Dachau. Da den senere præsident François Mitterand, der var aktiv i modstandsbevægelsen, besøger Dachau efter befrielsen, finder han Antelme i den aflukkede del af lejren, hvor de syge og fortabte tilfælde er lukket inde. Det lykkes at evakuere Antelme og bringe ham tilbage til Paris, hvor hustruen, forfatterinden Marguerite Duras, venter på ham. Menneskeslægten beretter om dagligdagen i lejrene og fangernes kamp for at overleve i et hierarki, der har døden som en konstant horisont, om fangernes indbyrdes forræderier og venskaber og SS’ernes vold. Det er samtidig en refleksion over, hvad det vil sige at være menneske, når livet er reduceret til viljen til at holde sig i live. Bogen udkom i 1947 og betragtes som et af de vigtigste vidnesbyrd fra Anden Verdenskrig.

“En gave til menneskeheden. En af de sjældne og evige historier, som efterlader dig for altid forandret.” – Desmond Tutu

I 1944 bliver Edith Eger som 16-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz. Ved ankomsten bliver hun adskilt fra sine forældre, der bliver sendt direkte i døden i gaskammeret. Få timer efter kommanderer lejrlægen, Dr. Mengele, Edith til at danse for sig. På mirakuløs vis overlever hun rædslerne i lejrene og dødsmarchen til Gunskirchen. Da lejren bliver befriet, bliver Edith fundet – knap i live – i en bunke af lig.

Edith Eger overlevede, men i årtier led hun i stilhed af posttraumatisk stress og skyldfølelse. Hun uddannede sig til psykolog og blev personlig ven og elev af Viktor Frankl, stærkt inspireret af hans berømte værk Psykologi og eksistens. Det blev et vendepunkt i Edith Egers liv.

I Valget væver Edith Eger sin personlige historie sammen med bevægende historier om de mennesker, hun har hjulpet gennem årene i sit arbejde som psykolog. Hun viser os, at vi i livet altid har friheden til at vælge. Vi kan vælge, hvordan vi forholder os til fortiden og til tilværelsen i det hele taget. Hun illustrerer forskellige faser af heling og viser, hvordan mennesker kan vælge at undslippe det fængsel, de bygger i deres sind – låst af frygt, bekymringer eller fortiden – og finde frihed uanset omstændighederne.

Under Anden Verdenskrig sad den tyske jøde Eddie Jaku i kz-lejre, og han mistede sin familie, sine venner, sit land. Alligevel kaldte han sig Jordens lykkeligste mand, kort inden sin død som 101-årig i 2021.

Sunneva Sandø var en kvinde af sjældent mod. Hendes indsats under Anden Verdenskrig var så heroisk og betydelig, at hun er blandt de højst dekorerede danskere i perioden. Alligevel blev hun stort set glemt af eftertiden. I slutningen af 1920’erne går Sunnevas medicinstudium ikke så godt, og den mand hun ser, kan hendes far ikke acceptere. Men hun er ung. Så hvorfor ikke bare starte forfra? Hun flytter til Paris og finder hurtigt ind i bohèmemiljøet på Montparnasse, hvor hun får lov til at være den frie fugl, hun dybest set gerne vil være. I løbet af 1930erne stabler hun sit eget gymnastik institut på benene med lokaler ved Luxembourg haven, og eleverne strømmer til. Efter besættelsen i 1940 bliver Sunneva en del af det underjordiske Paris og sætter livet på spil ved at skjule britiske og franske agenter samt jødiske familier på flugt fra nazisterne. Men historien om Sunneva er også grum. I foråret 1944 bliver hun indhentet af Gestapo og slæbt med til forhør. Og hvad man gør for at knække hende i Gestapo-hovedkvarteret i Rue de Saussaies, er dyster læsning. Siden bliver hun sendt til kz-lejren Ravensbrück nord for Berlin, et ophold, som hun overlever på trods, vilje og held. Anders Otte Stensagers beretning om Sunneva Sandøs utrolige skæbne er baseret på hendes egne nedskrevne erindringer, breve og fotografier, suppleret med arkivresearch og samtaler med efterladte slægtninge, der husker hendes viljefaste, ubøjelige karakter. Bogen udkom første gang i 2013.

I 1986 vendte Primo Levi tilbage til Auschwitz. Der er denne gang tale om en essayistisk tekst forankret i analyser af forholdene i lejren og af de moralske spørgsmål om ondskab, ansvar, skyld, skam og fordømmelse. De erindrede episoder i bogen fungerer som eksemplificeringer i de analyser, Levi foretager. Bogen bliver Levis sidste og er præget af en mørkere tone end tidligere i forfatterskabet.

En af de ting, Levi i denne bog bærer vidnesbyrd om, er den overlevendes moralske byrde som overlevende. Et element af denne overvejelse er ofrenes mulige medansvar for det frygtelige, der skete. I lejren var der ikke blot ofre og forfølgere men en stor gråzone, hvor medfanger også medvirkede i de forbrydelser, som blev begået. Levi diskuterer ligeledes de bagvedliggende mekanismer, som bl.a. resulterede i, at nazisterne satte jøder til at administrere gaskamre og krematorier.

Et andet element er de smertefulde åg, der er forbundet med at have overlevet. De indsatte i udryddelseslejren blev frarøvet deres skæbne og blev reduceret til dyr, men efterfølgende bliver bevidstheden om at have overlevet på en andens bekostning en del af deres fortsatte eksistens. Levi analyserer bl.a. den overlevendes behov for at retfærdiggøre sin eksistens og skammen over at være den, der overlevede, mens de fleste døde.

Joachim Mrugowsky blev hængt i silende regnvejr 2. Juni 1948. I Nürnberg. Hans kone, Ursula hentede hans efterladenskaber i en papkasse fra fængslet, der bl.a. indeholdt mandens Erkenntnisse eines reichen Lebens, og tog med sporvognen hjem til de fire børn – uden at fortælle, hvad der var sket med deres far.

Primo Levis bog "La tregua" fra 1963 ("Tøbruddet", 1991) er beretningen om hans lange hjemrejse fra Auschwitz i det sydlige Polen til hjembyen Torino. Auschwitz blev befriet i vinteren 1944, mens krigen stadig hærgede i det meste af Europa, grænserne var lukkede og fronterne  bølgede frem og tilbage. Hjemrejsen gik derfor gennem Polen, Ukraine, Hviderusland, Rumænien, Ungarn, Østrig, Tyskland og Schweiz for til sidst at ende i Italien. Bogen skildrer den lange rejse gennem et smadret og krigshærget Europa, hvor millioner af soldater og flygtninge krydser kontinentet i et forsøg på at vende hjem.

Levi starter i denne bog, hvor han slap i "Hvis dette er et menneske", men tonen bliver i løbet af beretningen lettere, end den var i den første erindringsbog. Med stor fortællerglæde skildrer Levi rejsens undtagelsestilstand, hvor der fortælles historier og tuskhandles blandt de hjemrejsende. Det er dog en fortælling, som også indeholder en særlig nostalgi efter en tid før Auschwitz, som aldrig vil komme tilbage. Også i denne bog viser Levi sig som en fantastisk portrættør af de skæbner, han møder undervejs, og hans vej tilbage til livet synes da også at være forbundet med disse møder og kommunikationen med hans medmennesker. Som i resten af forfatterskabet er Primo Levis humanistiske udgangspunkt også her tydeligt.

Charlotte Delbo var aktiv i den franske modstand, blev fanget i marts 1942 og sendt til Auschwitz-Birkenau i januar 1943 i en konvoj af 229 ikke-jødiske franske kvinder. Auschwitz og efter er hendes vidnesbyrd om fangenskabet i de tyske udryddelseslejre og tiden efter. Delbo, 1913-1985, var fransk forfatter og værket regnes for hendes hovedværk. En fortælling oplevet indefra, i scener, erindringsglimt, digte, prosa – skrevet så nærværende, sanset og enkelt. Med en bevidsthed om, at hun vil lade læseren observere og iagttage. Auschwitz og efter er en holocaustfortællling, erindringer fra en kvinde, en forfatter - som blev en af de få overlevende fra sin konvoj.

"Tre kræfter har formet mit livs landskab. To af dem knuste den halve verden. Den tredje var meget lille og svag, ja, faktisk usynlig. Det var en sky lille fugl i min brystkasse, en tomme eller to over min mave. På de mest uventede tidspunkter kunne fuglen vågne op, løfte sit hoved og baske henrykt med vingerne. Så løftede jeg også hovedet, for i det korte øjeblik vidste jeg med sikkerhed, at kærlighed og håb har uendeligt større magt end had og raseri, og at der et eller andet sted på den anden side af min horisont eksisterede et uforgængeligt liv, der altid ville sejre.

Den første kraft var Adolf Hitler, den anden Josef Vissarionovitj Stalin. De gjorde mit liv til et mikrokosmos, hvor historien om et lille land i Europas hjerte udspillede sig. Den lille fugl, den tredje kraft, holdt mig i live, så jeg kunne fortælle denne historie."

"En sjælden gang imellem læser man en bog, der sætter egne og tidens problemer i perspektiv og tvinger os til at konfrontere de mørke sider af menneskets natur. Mrs. Koválys erindringer er ikke blot en personlig be- retning om den umenneskelighed, hun mødte. Ved at fortælle sin historie – ligefremt og uden selvmedlidenhed – kaster hun lys over dybe sandheder om den menneskelige adfærd ... Langsomt og med tiltagende styrke bliver det igennem bogen tydeligt, hvordan den totalitære stat næres af menneskelig blindhed og svaghed." – THE NEW YORK TIMES HEDA MARGOLIUS KOVÁLY (1919- 2010) voksede op i Prag som datter af velstående jøder. Familien blev i 1941 interneret i den jødiske ghetto i Lodz og derfra sendt til Auschwitz, hvor hendes forældre omkom. Mirakuløst flygtede hun tilbage til Prag fra en dødsmarch mod Bergen-Belsen få måneder før Anden Verdenskrigs afslutning.rnrnEfter krigen opnåede hendes mand, Rudolf Margolius, en politisk toppost i det nye, kommunistiske styre, men blev i 1952 fængslet og senere henrettet som en af 11 i den skueproces, der senere blev kendt som Slansky-processen.rnrnHeda Margolius Kovály ernærede sig derefter som oversætter, særligt af moderne amerikansk litteratur, inden hun i 1968 flygtede ud af Tjekkoslovakiet, først til Storbritannien og senere til USA, hvor hun levede frem til sin død.

Moses Aron Schwarz er polskfødt dansk jøde. Han overlevede mirakuløst seks kz-lejre og SS-lægernes eksperimenter. Han så folk dø som fluer omkring sig af tyfus og underernæring, og han mistede det meste af sin familie under krigen. Ved befrielsen vejede han 36 kilo, og han har ikke styr på, hvor mange gange han har set døden i øjnene. I næsten 40 år efter krigen talte han aldrig om sin tid i kz-lejrene - selv ikke med sine nærmeste. NU er han kommet til den erkendelse, at når han så mirakuløst overlevede, må det være fordi han skulle fortælle om rædslerne. Og medvirke til, at de ikke gentager sig.