Søgeresultater: 87

Hvorfor falder vi? Så vi kan lære at rejse os selv op igen. I oktober 2014 fik Michelle Hviid konstateret en godartet tumor i hovedet. I december blev hun opereret, og derefter gik det meste galt. Fra at være en eftertragtet foredragsholder og skarp blogger, som levede det gode liv, blev hun en halvdøv, delvist lam kvinde uden en krone, som ikke kunne kende sine egne børn. Dette er historien om hvordan Michelle meldte sig ud af systemet og ind i kampen for sit liv og sin familie, fordi der ikke var noget alternativ. Om tab af kærligheden, og om at samle styrke til at være både kvinde og forelsket igen. Tag med på en personlig rejse om at kunne, turde, ønske, ville, falde, kæmpe, rejse sig og elske.

En personlig historie om et akut og alvorligt sygdomsforløb. På sin egen venlige, stilfærdige og undertiden humoristiske måde hjælper Eva Jørgensen andre til at bevare modet trods hårde betingelser - og til at klare de udfordringer, der er oppe imod.

Hjemme igen efter en dejlig vinterbadeaftentur får Eva Jørgensen ondt i maven, rigtig ondt, ufattelig ondt. En nabo ringer efter ambulancen, og på Kirurgisk Operationsafsnit afdækkes årsagen: perforeret colon og blodforgiftning. Det er indledningen til en lang, lang periode fuld af smerter, kaos og uvished. Der bliver mange kampe, der skal kæmpes, før en ny hverdag tegner sig. Som andre mennesker, der oplever den belastning, som en alvorlig sygdom er, gør hun sig overvejelser over, hvilke værdier i tilværelsen, der er de væsentligste, og spekulerer over, om hvordan hun vil kunne takle et muligt tab af nogle af sine værdier.

Anne. 31 år. Lykkeligt gift på niende år. Mor til 3 drenge. Den ældste 7 år. Den mellemste 4 år. Den yngste 11/2 år. Lærerstuderende på tredje år.



Hjerneblødning. Aneurisme. Bristet blodkar. Uden vågen bevidsthed. Operation nødvendig. Udsigt til helbredelse: tvivlsom.



Mirakuløst indgreb. Operation vellykket. Næsten ingen vibrering af pulsåren under indgreb. Lille lammelse. Derefter – depression. Psykose? Hovedpine. Forbinding. Morfinlignende præparat. Skaldet. Personlig blottelse. Sårbar. Bitter foragter af egen svaghed.



Forbinding – hvid. Hospitalsseng – hvid. Hospitalstøj – hvidt. Vægge – hvide. Læger – hvide. Sygeplejersker – hvide. Alting hvidt. Hospitalsprocedure. Patienten ingen ansvar. Manglende følelse af identitet.



"På skyggesiden" er en stærkt personlig og gribende beretning om en hjerneblødning og tabet af tid og identitet over måneder og år – men også om en sejlivet tilbagevenden til normal eksistens med store fysiske og psykiske omkostninger. Og en tro på livet på godt og ondt.

Anne Lützhöft (f. 1951) er uddannet lærer og debuterede som forfatter i 1997 med erindringsbogen "På skyggesiden – beretningen om en hjerneblødning". Siden har hun både udgivet romaner, erindringsbøger og aforismer. Anne Lützhöfts opvækst på et børnehjem har været inspiration til mange af hendes bøger.

"Den hidtil mest menneskelige bog i hjerneåret – noget så overset som en hjerneskadet patients beretning.

Denne opgave løses exceptionelt godt i Anne Lützhöfts bog. På trods af titlen "På skyggesiden" er bogen ikke misantropisk eller mistrøstig. Den er positiv." – Information

Sover man bedre, når clockradioen er vendt ind mod væggen? Kan angst give vinger? Og må man virkelig ikke eje en hundekennel, når man søger gældssanering? Martin beslutter sig for at gøre op med fortiden, og denne bog er en rejse gennem 2016 sammen med ham. En rejse med angst som blind passager. En rejse fyldt med små bump og omveje. Men også en rejse, hvor kærligheden atter dukker op, og hvor Martin forsøger at bevise over for sig selv og sine kære, at det kan betale sig at kæmpe for det, man har kært, og for at få et bedre liv. Men vil det lykkes for ham? Bogen er en fortsættelse af bogen Mine humørsvingninger og jeg – et liv med bipolar lidelse og er en beskrivelse af, hvordan dagligdags problemer og livsomstændigheder behandles, når der sidder en person med bipolar lidelse på passagersædet, og angsten sidder godt tilbagelænet bag rattet uden sele på. Der sættes fokus på, hvordan angst kan sløre ens tanker og få en til at træffe fatale beslutninger, men der sættes også fokus på de mekanismer, som sættes i gang, når man vælger at tage kampen op mod denne mægtige fjende.

Hvis man har brugt det meste af sit liv på at jagte selvværdet gennem den flade mave, de faste baller eller de tynde lår. Hvis man har prøvet at hade sig til en krop, man kan elske, men stadig ikke holder af det, man ser i spejlet. Eller hvis man har forsøgt at kontrollere sig ud af sit madkaos, men gang på gang ender med at overspise ... så er det måske på tide at prøve noget nyt.
Denne bog er til alle, der nogensinde har kæmpet med maden, med selvbilledet og med følelsen af utilstrækkelighed. Forfatteren deler ud af sine egne erfaringer med alt fra overspisninger og slankekure til strækmærker og forbudte følelser.
Signe Nordstrand (f. 1983) led i mange år af en spiseforstyrrelse. Fra hun var 18, til hun var 28, kæmpede hun en daglig kamp med overspisninger, bulimi, selvskade, lavt selvværd og selvhad. Da hun var 27 år, begyndte hun i behandling på Rigshospitalet, men det var først, da hun i 2017 stod frem og begyndte at tale åbent om sine kampe med maden, kroppen og især overspisningerne, at hun for alvor begyndte at forstå værdien af at tale højt om tingene.

Ligeud og frem er historien om én af de 12.500 danskere, der hvert år bliver ramt af en blødning eller blodprop i hjernen, og som lever med senfølgerne og alt, hvad det indebærer af forandrede livsvilkår.

Hele familien er samlet i det lille hjem i Nordsjælland på en smuk og frostklar dag i februar. Midt i stuen står en hospitalsseng. I sengen ligger Dave, som drager sit sidste åndedrag præcis fire måneder efter, at han fik stillet diagnosen kræft i bugspytkirtlen. Knap 46 år gammel.

I denne inderlige og personlige beretning fortæller Marian Prestage uforskønnet om sin mands sygdom og død samt om de svære måneder og år efter, hvor hun forsøger at få hold på sit liv igen.

"At sprede skyer" er en bevægende historie om kærlighed, sorg, sygdom, familie, omsorg, håb, vilje, ægthed, ensomhed, fortvivlelse, glæde – livet og døden. Det er også en historie om at sige ja til hinanden midt i livets svære stund og fortælle en 18-årig teenager, at hans far skal dø af den samme sygdom, som hans mor døde af. Marian C. Prestage er født i 1966 i Brønderslev, hvor hun er opvokset. Hun er cand.mag. i engelsk og internationale forhold med en tillægsuddannelse i journalistik samt uddannet coach. Marian har i mange år arbejdet med sprog, kommunikation og formidling, bl.a. gennem sin egen virksomhed. "At sprede skyer" er hendes første bog.

Hvad gør man, når livet rammer? Når man gang på gang møder udfordringer og modstand. Man finder sit indre lys og modet til at turde lade det skinne.

"Endnu et besøg er slut. Jeg lukker stille døren bag mig til værelse 107, der har været mors hjem i en årrække. Jeg hører tonerne af "Efteråret" fra Vivaldis "De fire årstider" spille videre bag den lukkede dør. Jeg har endnu engang sagt farvel til hende og takket hende for vores fælles minder og liv sammen. Jeg har hvisket til hende, at det er i orden med mig, at hun giver slip på det jordiske liv og rejser videre. Til noget nyt. Forhåbentligt til et sted og til et liv uden demens."

Da Henriette Ghorbanis mor for mange år siden fik demens, gik det for alvor op for datteren, at demens er de pårørendes sygdom. I takt med at man ser et afholdt menneske miste de karaktertræk, man i så mange år har elsket dem for, melder ønsket sig om, at de skal have lov at dø, inden de forsvinder helt ind i deres demens.

Mange mennesker kommer i løbet af deres liv i kontakt med demens, og dog er emnet stadig tabubelagt. Det er dette tabu, Henriette Ghorbani gør op med i "Når mor har demens" og på hjemmesiden dattertildemensramt.dk. Henriette Ghorbani er kendt fra Go’ Morgen Danmark og ALT for damerne, hvor hun ligeledes har talt om det at være pårørende til en demensramt. Hun er uddannet socialrådgivet og projektleder og arbejder i Vejle Kommune.

Planen om at blive selvstændig isenkræmmer med egen forretning må opgives. Flere års kamp med alvorlig psykisk sygdom som rygsæk gør til sidst at plan b – Blot at have et job indenfor branchen – også må droppes. OCD-drengens tabu er en selvbiografi, hvor Carsten Stoemann Rasmussen åbner op for sit indre kaos. Han inviterer læseren ind i sit sind, hvor angstlidelsen OCD har drænet og plaget ham i en grad, så han til sidst kollapser. En dyb, livstruende depression samt tvangstanker så mørke og bizarre, at Carsten selv synes, han fortjener at dø, er resultatet af en ulige kamp for at undertrykke og skjule sygdommen.     På bunden af dybet møder vi en person, som har overbevist sig selv om, at han er et forfærdeligt menneske. Viljestyrke, professionel hjælp og støtte fra sine nærmeste gør imidlertid, at Carsten langsomt bevæger sig op til overfladen igen. Carsten er ikke et forfærdeligt menneske. Han lider af OCD.  

Lene Bredsdorff levede en aktiv pensionisttilværelse med litteratur, musik og rejser, da hun i 2012 fik konstateret Alzheimers. Her fortæller hendes mand, Thomas Bredsdorff, om hendes sygdomsforløb, fra de første symptomer viser sig, til hun fire år senere kommer på plejehjem. Det er en fortælling om tab – af hukommelse, sprog, tids- og rumfornemmelse og ikke mindst samliv. Men det er også en fortælling om uventede lyspunkter, om det uundværlige aktivitetscenter Klarahus, om timerne med musikterapeuten Hugo og om pludselige glimt af klarhed og glæde.

Tøsne og forsytia er et personligt vidnesbyrd om alderdom og Alzheimers, men det er også en litteraturkritikers undersøgelse af aldringens filosofi og Alzheimers’ idéhistorie – en bog, der nærmer sig det store og smertelige spørgsmål: Hvad er et menneske uden hukommelse?

At dø for at leve er en dybt bevægende og opsigtsvækkende personlig beretning. Forfatteren, Anita Moorjani, havde kæmpet mod en ondartet lymfekræft i næsten fire år, da sygdommen begynder at sprede sig. En morgen finder hendes mand hende bevidstløs på badeværelsesgulvet, og hun bliver hastet på hospitalet, hvor lægerne fortæller ham, at hendes organer er ved at sætte ud – at hun er ved at dø, og at han ikke skal regne med, at hun lever natten over. Trods sin bevidstløse tilstand hører Anita Moorjani det hele, og da hendes krop er ved at stå af, får hun en helt utrolig nærdødsoplevelse, der giver hende en altafgørende dyb indsigt i hendes eget liv og den faktiske årsag til hendes sygdom. Da hun kommer til bevidsthed igen, har hun det meget bedre, og i løbet af et par uger bliver hun udskrevet, da kræften er fuldstændig forsvundet. Bogen er yderst velskrevet og fantastisk inspirerende læsning, der vidner om, at vi alle har en indre styrke og visdom, der gør det muligt at overvinde livets hårdeste modgang – og at mirakler er mulige.