Søgeresultater: 101

ANGST – TÆT PÅ! er en personlig fortælling af en mand, der har mærket angsten. Først som pårørende, senere i sin egen krop og sjæl.

Dion Knudsen fortæller hudløst ærligt om sit liv før, under og efter den angstlidelse, der pludselig slog ned i ham, og som vendte op og ned på hans hverdag.

I mere end et år dominerede angsten hans liv, og gjorde ham mere sårbar end nogensinde før. Men kampen for at vende tilbage til livet, har også gjort ham stærkere. Bogen giver et gribende indblik i den kamp, og i det at blive ramt af en psykisk lidelse.

Der er masser af inspiration at hente, ikke kun for mennesker, der selv har været berørt af – eller stadig er ramt af – angst, men også for pårørende og alle andre.

I MORGEN STOPPER JEG er Anja Fonsecas ærlige beretning om sin besættelse, ensomhed og angst. Den fører læseren tilbage til barndomshjemmet, ungdommen, arbejdslivet i DR og frem til i dag hvor hun - forhåbentlig - endelig er kommet fri af sin spiseforstyrrelse. Bogen er skrevet i tæt samarbejde med Anja Fonsecas tidligere kæreste, romanforfatteren Morten Brask.

En fri fugl er Mette Fuglsangs stærke personlige beretning om at leve med en spiseforstyrrelse – og om at komme ud på den anden side.

Rikke er i midten af 40’erne, enlig mor til en lille datter og med et stort, ansvarsfuldt job som direktør. Hendes liv bliver fra den ene dag til den anden vendt på hovedet, da hun opdager en kræftknude i sit bryst. Hun indser hurtigt, at hun ikke kan klare det alene, og samler en gruppe kvinder omkring sig, som bliver hendes uundværlige støtter gennem hele sygdoms- og behandlingsforløbet. Med vagtplaner og skiftehold sørger Rikkes cancer-klan for, at hun og hendes datter ikke på noget tidspunkt står alene. Never walk alone er deres motto, som Rikkes læger og sygeplejersker bakker op om.

Med Rikkes nu veloverståede sygdomsforløb som den røde tråd – suppleret af interviews med sygeplejersker, læger, terapeuter og klanmedlemmer – giver bogen et ærligt og inspirerende indblik i, hvordan man med fælles hjælp kan holde fast i livet og hverdagen, når man bliver ramt af en livstruende sygdom eller livskrise.

Min søn Johan er fire år gammel og fik i oktober 2012 diagnosen infantil autisme. Et usynligt handicap og en udviklingsforstyrrelse, han skal leve med altid, og som bl.a. påvirker hans sprog, hans sociale samspil og hans forestillingsevne. Johan er dermed en del af en statistik, hvor flere og flere børn får stillet en diagnose inden for autismespektret, og han er kød og blod i debatten om inklusion af børn med særlige behov. I dag er der 50.000 børn og voksne i Danmark, der lever med en diagnose inden for autismespektret. Det skal samfundet forholde sig til. Denne beretning handler om tiden, fra jeg bliver opmærksom på, at Johan ikke udvikler sig, som han skal, til tidspunktet, hvor han får diagnosen. Og tiden lige efter. Da jeg selv stod forvirret, ulykkelig og bekymret for fremtiden, ville det have hjulpet mig at kende processen og vide, hvor jeg kunne søge hjælp. Jeg håber, beretningen vil være en hjælp for forældre i en lignende situation. Søs Lykke Sloth er 41 år og uddannet journalist. Hun har i en længere årrække været journalist på Berlingske og er nu redaktionsleder i DI Medier, Dansk Industri. Hun er gift og har foruden Johan døtrene Kamille og Lærke på henholdsvis 13 og ni år.

Der er sket meget de seneste fem år. Jeg har købt hus, haft en depression, været millionær, åbnet en plakatshop, fået hundehvalpe og klaret mig gennem en pandemi. Og nå ja, så har jeg mødt mit livs kærlighed og er blevet gift. Det har været en enorm glæde, men også en anledning til nye bekymringer. Det har givet mig en masse nye indsigter, netop som jeg troede, jeg ikke kunne blive klogere. Fik jeg i øvrigt sagt, at vi begge har muskelsvind, sidder i kørestol og skal have hjælpere omkring os 24/7? – Preben Steen En atypisk love story er fortællingen om nogle uforglemmelige år, om at sluge kameler og forvandle sig selv i mødet med en anden. Gennem bogen bliver emner som liv, død, familie, handicap, kærlighed og venskaber udforsket i en form for dannelsesfortælling. Bogen handler om at få det bedste ud af de kort, man er blevet tildelt – og om at lade sig begrænse og finde sig til rette med, at man er den, man er.

Hvad gør en helt almindelig familie, når det hele bare vælter, og hverdagen udskiftes med et mareridt i helvede? Hvor man igen og igen bliver ramt af alvorlig krise, som er ved at slå benene væk under én, og man mest af alt har lyst til at opgive det hele.

Hvordan lander man sammen som mand og kone, når modstridende reaktionsmønstre, indre dæmoner og frygten for fremtiden har skiftet kærligheden ud med gennemborende kulde? Undervejs når man at tænke: Nu kan det vist ikke blive værre. Men det kan det. Det kan blive meget værre! Liff Olivia Bytov og hendes mand Jakob kæmpede i flere år med barnløshed og fertilitetsbehandling. Da de endelig blev forældre til sønnen Julius i 2011 gik der kun et år, før den lille familie blev ramt af alvorlig sygdom.

Fra PTSD-ramt politimand, til dykkertekniker ved Frømandskorpset. Et unikt indblik i hvordan du opnår post traumatisk vækst, og styrker dine mentale robusthed.

“Han kigger på mig med en vrede, der er så voldsom, at jeg stivner. Indeni er det som en lynlås, der går op. Angsten fra barndommen vælder ud i mig, og jeg falder fra hinanden.” Denne bog er en gribende personlig beretning om, hvordan Pernilles verden pludselig væltede. Vi kommer helt tæt på oplevelserne med at blive indhentet af fortidens skygger og modtage mislykket psykiatrisk behandling med medicin og elektrochokbehandlinger, der ender med at forandre hendes liv og hjerne for altid. Pernille fortæller åbent og ærligt om en barndom med overgreb, en ungdom med viljestyrke og et voksenliv med nære venskaber og stærk kærlighed. Bogen giver et uhyggeligt indblik i, hvordan det føles at leve med en hjerne, man ikke længere kan stole på. For hvad gør man, når man mister sig selv og sin historie? Hvordan kommer man igennem det uden at gå i tusinde stykker?

En fin og ærlig beretning om at være voksen datter til en meget syg far og miste ham. Hvad sker der med én, når ens far bliver alvorligt syg? Hvordan er det at miste en forælder? Julie Top-Nørgaard mistede sin far efter et par års sygdomsforløb. Hun skriver om forløbet fra den pårørendes position – som mor til to mindre børn og midt i livet, travl med arbejde og uddannelse, og nu også travl med møder med hospital, offentlige instanser og pasning af sin syge far, som har behov for både omsorg, tid og hjælp til praktiske ting. Julie Top-Nørgaard skriver usentimentalt om de store følelser og er hudløst ærlig om det at klare at være voksen med en syg forælder uden at bukke under selv. ”Jeg sidder sammen med min far i opholdsstuen på Sankt Lukas Hos-pice. Han har ikke mere at fortælle, ikke mere at bede om, ikke mere at spørge om. Bare een ting: Hvad med rollingerne, har de det godt? Ikke andet end det. Hans vindue til verden trækker sig sammen, krymper. Han kan se mindre og mindre ud ad det, og jeg kan se mindre og mindre ind ad det.” (citat fra bogen)

Hvordan er det at leve med et andet menneskes hjerte i sin krop? Forsvinder kærestesorg, når man får et nyt hjerte? Hvordan bruger man bedst sine talte dage? Det sætter Line Hoffmeyer gennem sin egen historie ord på.
En tirsdag formiddag får Line hjertestop i kantinen på sit gymnasium. Selv om hun i otte måneder har ventet på en hjertedonor, er det først der, hun tvinges til at se i øjnene, at hun er syg. Hun oplever, at der opstår konflikter i familien, og at venner og ungdomsforelskelsen forsvinder. Selv om hjertesvigt ikke er smitsomt, viger de fleste fra lugten af død. Særligt når den klæber sig til ungdom.
Stædigt kæmper hun sig igennem hjertestop og kærestesorger, indtil hun en dag bliver reddet: Der er endelig et donorhjerte, som med al sandsynlighed vil befri hende fra sygdommen.
Takket være donorhjertet har Line 10 år senere næsten glemt, hvordan det føles at være alvorligt syg. Hjertesorgen er dog vendt tilbage og har taget en ny skikkelse: Hun er blevet skilt fra den mand, hun drømte om at få børn og blive gammel sammen med. Samtidig viser et rutinetjek på sygehuset, at hendes krop er begyndt at danne antistoffer mod donorhjertet.
Så længe dit hjerte slår er en personlig, rå og humoristisk fortælling om at leve med en andens hjerte i sin krop og allerede som ung at skulle acceptere, at livet har en udløbsdato. Og om hvordan man skal suge kraften ud af alle dage, fordi hver og en gælder.

Som 12-årig fik Anne Lise Marstrand-Jørgensen diagnosen depression af en psykiater, der satte hende i medicinsk behandling. I en alder af 20 år mente samme psykiater, at hun skulle forberede sig på at tage medicin resten af livet. På det tidspunkt tog hun sagen i egen hånd: Trappede helt ud af medicinen og undersøgte i stedet mulighederne for alternativ behandling og terapi.

Mange mennesker med depression og angst er konstant i tvivl om, hvorvidt de gør det rette. Nogle kan ikke bære, at andre sætter spørgsmålstegn ved deres dispositioner, andre opsøger selv de samtaler. Nogle har været indlagt, andre har ikke. Nogle har været i livsfare på grund af deres depression, andre lever med en mildere, men kronisk forstemthed.

For Anne Lise Marstrand-Jørgensen forekom det indlysende, at noget virker for nogen, men ikke for andre. Stillet overfor andres lidelse og sundhedsvæsenets ret begrænsede tilbud, slog det hende, i hvor høj grad behandling af angst og depression hviler på holdninger og forventninger – hos den lidende og hos behandleren. Holdninger til, hvor meget smerte et liv må indeholde, holdninger til hvad der er afvigende, og hvad der er normalt, holdninger til årsager til sygdommen og vejen til sundhed, holdninger til hvad depressioner i det hele taget er, og holdninger til hvordan de bedst behandles, forebygges og italesættes.

De fleste behandlere er klar over, at den rette behandling må skræddersys til den enkelte. I en ideel verden i hvert fald. Mange fagfolk er optaget af den rolle, samfundsudviklingen spiller for mental sundhed. Nogle er modstandere af medicin, andre er overordnet set tilhængere. Nogle er optaget af barndommen, andre af genetik. Nogle finder væsentlige svar i statistikken, andre i hjernescanninger eller i eksistentielle og åndelige overvejelser.

Marstrand-Jørgensen har gennem årene flere gange skrevet artikler og essays om sine egne depressioner og angstlidelser, og hver gang har det affødt et overraskende antal henvendelser fra mennesker, som har følt sig spejlet. For mange mennesker er psykisk lidelse stadigvæk forbundet med skam. At bruge kræfter på at skjule den virkelighed, man hver dag bakser med, fordi man er fuld af en urimelig følelse af at være forkert, er en tung byrde at bære.

Derfor satte hun sig for at spørge nogle af de forskere og eksperter, som arbejder med evidensforskning inden for angst og depression, for at blive klogere på, hvilke muligheder for behandling der er i dag, og for at få stillet sin nysgerrighed i forhold til, hvordan det psykiatriske og alternative behandlingsmuligheder ser ud i dag og for at blotlægge deres – til tider direkte modstridende - holdningsforskelle. Arbejdet med denne bog har på mange måder været overraskende. Hun er blevet klogere og mindre skråsikker. Hun har stadigvæk sine egne holdninger og strategier. Høstet og afprøvet gennem mange år. Hun håber med denne bog at kunne dele den væsentligste indsigt med andre: At vi hver især er nødt til at finde vores egen vej. At vi kan udveksle erfaringer og finde mod til at eksperimentere ved at vide, at verden er større og rummer langt flere muligheder end dem, vi møder på en given behandlers kontor. At vi hver især er langt mere og langt støre end vores diagnoser og lidelser og kampe.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har det godt i dag. En del af hemmeligheden er, at hun har lært sig selv at kende i alle de år, hvor hun har måttet leve med, at mørket findes som en lurende mulighed og en truende afgrund. Hver dag rummer sin egen disciplin, etableret for at holde sindet i vater. Hendes personlige opskrift lyder i al sin forsimplede enkelthed således: Meditation, åndelig disciplin, fysisk træning, kunst, at rette blikket mod verden i stedet for kun mod sig selv. Og dertil mange, mange år med forskellige former for terapi.