Søgeresultater: 16

OP IGEN er en beretning om en voldsom ulykke og gaseksplosion og er indtalt af forfatteren selv. En beretning om håb, afmagt, fight, kontroltab, viljestyrke og en helt ny virkelighed for en tidligere Miss World deltager, hjernetræner og Danmarksmester, som uforskyldt endte med voldsomme forbrændinger på begge ben, dropfod og PTSD, og som måtte gennemleve et lidelsesmarathon før tingene endte godt igen. I en søgen efter meningsfuldhed med ulykken, er bogen skrevet som den bog Tine Bay gerne selv ville have haft ved hånden undervejs på vej op igen, og er skrevet med både humor, styrke og autentisk ærlighed. Bogens kerne er en fortælling om ikke at give op, selv når det er svært og at holde fast i sig selv og sin integritet og finde sin egen vej, også når det brænder på. Den handler om at det umulige nogen gange kan blive muligt. Vi følger dramaet omkring selve ulykken, forløbet under den marathon lange komplicerede hospitalsindlæggelse, retfærdighedskampen og kampen om at komme tilbage til en form for hverdag. Fra Camilla Martins forord: “Jeg har grædt undervejs i bogen, fordi jeg har tænkt at det Tine går igennem, ville jeg aldrig nogensinde kunne have klaret. Men Tine stod det igennem, med en fuldstændig ufattelig og ukuelig vilje, og med en så fin og skrøbelig tilgang til sig selv og den Tine hun lærte at kende undervejs”. Tine Bay bruger i bogen højlydt alle mentale redskaber hun tidligere har brugt – særligt i kraft af sin funktion som mentaltræner. Det er også beskrivelsen af et menneskes møde medhospitalsvæsenet på godt og ondt. En oplevelse der undervejs er både fantastisk, fortvivlende og medrivende.

Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.

"Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brænde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser – indtil sygdommen tog fat hos min far."

Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.

LEKTØRUDTALELSE
"Rørende, humoristisk og meget personlig beretning om en søns iagttagelse af sin fars rejse ind i demensen. Faderen August er ramt af Alzheimer, og sønnen følger ham tæt de sidste år. God at læse for alle med demens inde på livet (...) En meget tæt og bevægende skildring af en rejse ind i demensen, af og til meget morsom, men også meget gribende. Bogen kan med sine mange eksempler hjælpe andre i samme situation."

ANMELDERNE SKREV
"Konklusionen først: Bogen om Arno Geiger og hans demente far er en bog, som bør læses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens, uanset om det er familie eller plejepersonale, og hvem gør ikke det?"
- Litteratursiden

"...rørende og indsigtsgivende - en meget værdifuld håndsrækning til enhver, der i dag er i berøring med sygdommen hos op mod 90.000 demensramte danskere."
- Politiken

"Tankevækkende østrigsk bog om demens."
- Jyllands-Posten

Da 47-årige Anne falder i vandet og bliver ramt af en skibsskrue, ændrer hendes ellers så velplanlagte liv sig fuldstændig. Pludselig er det at kunne gå ikke længere en selvfølgelighed, og frygten for at skulle have amputeret et ben lurer. De følgende år bruger Anne på fysisk og åndeligt at blive lappet sammen igen, samtidig med at hun forsøger at få familiens hverdag til at fungere.
Lægerne advarer Anne mod at gå, træne og rejse for meget, men Anne er ikke i tvivl – hun styrer mod det, der giver hende energi og vælger at tro på sin egen kraft. Tilbageslag og forfængelighed slår hende dog indimellem ud, og hun kæmper med at turde acceptere at være lidt anderledes. Og at hendes førlighed, udseende og selvbillede for altid har ændret sig.
Lappeløsninger – når krop og sjæl skal finde et nyt selvbillede er historien om, hvordan livet kan ændre sig på et splitsekund. En personlig og ærlig beretning om at komme igennem et fysisk traume, om tålmodighed og om at fejre de små fremskridt og med små tankevækkende afsnit om at klare ulykke, sygdom eller en anden stor forandring i livet.
Med forord af næstformanden i UlykkesPatientForeningen.

På forhånd frygtede han elektrochok som sit værste mareridt. Men behandlingen viste sig mirakuløs.

I januar 2018 blev Peter Øvig helbredt fra en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling. Først bagefter gik det op for ham, hvor store omkostninger sygdommen havde haft for ham selv og hans nærmeste. I en lang periode ville hans fjortenårige søn ikke se ham.

I de tre år siden helbredelsen har Peter Øvig gravet i, hvad depression og elektrochok har gjort ved ham. Undersøgelsen fører ham fra hans ungdoms antipsykiatri til tredivernes slagtehaller i Rom og videre over CIA’s eksperimenter med hjernevask frem til den nyeste forskning i erindring. Han opdager, at vi måske selv digter, hvad vi husker.

Under arbejdet med Jeg er hvad jeg husker må Peter Øvig ændre sit syn på ikke bare psykisk sygdom, men også sine nærmeste – og sig selv. ”Jeg er blevet en anden”, konstaterer han i bogen, ”og jeg kan bedre lide ham.”

Jeg er hvad jeg husker er en selvstændig fortsættelse af Min mor var besat.

I maj 2019 døde Thomas på 45 år af en knoglemarvskræft, der langsomt havde nedbrudt hans krop. Det tog tre år. Men kræften dræbte aldrig hans evne til at elske livet, udnytte sin krops potentiale og til altid at give kærligheden plads.
Som Thomas skrev i sin tale til sin egen begravelse: "Jeg ønsker jer alle en dejlig dag – og et dejligt liv. Husk, at vi ikke gør livet op i de antal år, vi får i lotteriet, men i alle de ting, vi vælger at fylde det med." I månederne op til og i ugerne efter hans død skrev hans hustru Mette bogen Lev stærkt – dø smukt.
Ved Thomas' død frygtede Mette at miste sit eget liv og ryge i en afgrund. Men virkeligheden var, at døden gav hende rå og levende kreative kræfter og en hidtil ukendt grundstyrke. Det er den energi, bogen er skrevet på.
Det er en fortælling om et helt særligt menneskes sidste år på jorden. Om at gribe de særlige stunder med sine tre sønner. Om som familie at tage sorgen på forskud. Om at sørge og leve sammen som en helende proces. Det er en beretning om levet liv og døet død. Thomas var aktiv til det sidste i begge dele.
Bogen handler om troen på det gode og på kærlighedens frisættende kraft. Og om hvordan man sammen kan tage styring over et liv i kaos, så man både før, under og efter døden kan finde mening og livslykke. Bogen viser, at man kan komme overens med det uafvendelige, mens den døende stadig er i verden.

Hver 3. bliver ifølge statistikker ramt af kræft. Det efterlader patienter og endnu flere pårørende i en uvant og ny situation at forholde sig til. Jeg har derfor ladet mig inspirere til at skrive denne bog med mine egne personlige og ikke mindst følsomme fortællinger. Jeg har som så mange andre selv haft følelsen af ikke at blive forstået. Nogle gange har det føltes, som om jeg har talt et fremmed sprog. Kemohjerne er en personlig bog fyldt med personlige tanker og historier og ikke mindst erfaringer om det at være syg med kræft. Hele tre gange i et indtil videre kort liv har jeg været syg. Første gang, jeg fik sygdommen, var som 4-årig, anden gang som 14-årig og tredje gang som 21-årig. Her kan du læse mere omkring egne erfaringer, For som jeg ser det: Hvem er en bedre ekspert i at have kræft end patienten selv?

I profil ligner Jes Høgh sig selv. Eller som man nu ser ud, når man kigger helt ind i kraniet på et scanningsbillede. Men fra en anden vinkel tog scanningen den skæbnesvangre dag 12. januar 2007 sig helt anderledes ud. En tydelig hvid plamage lod ingen tvivl tilbage om den blodprop i hjernen, der for altid skulle ændre den tidligere professionelle fodboldspillers tilværelse. Ramt af lynet, ud af ingenting, mens han lå mutters alene i en hotelseng i København.

Ved noget nær et mirakel reddede hans kone Kamilla, Jes Høghs liv. Fortællingen om en rask 40-årig mand, der bliver paralyseret, lammet og invalideret hen over natten er også historien om en fightervilje, der gav en professionel sportsmand sin førlighed tilbage. Med de omkostninger, der fulgte med. Alt har sin pris. Jes Høgh havde råd til at betale den økonomiske, måtte give slip på den følelsesmæssige.

Comeback til livet er beretningen om en fascinerende fodboldtilværelse i fanatiske omgivelser. Om at genfinde smilet og glæden i et enkelt golfslag. Om at vende tilbage til livet efter en tur helt ned på den mørkeste bund.

"Det er en både bevægende og barsk biografisk fortælling, der dog heldigvis varmer med sin skildring af en nødvendig stor fighter-vilje, som i sygdomsforløbet er mere påkrævet end nogensinde." - Carsten Güllich-Nørby, lektør.

"Jeg er da normal – et godt liv som spastiker" er en fortælling om at være anderledes og alligevel skabe sig det liv, man drømmer om. Bogen er oplagt for unge med spastisk lammelse eller andre fysiske handicap, men også deres forældre, søskende og venner kan få meget ud af at læse den, lige som fagpersonale kan hente stor inspiration og forståelse i Krestens historie.

FORFRA er tidligere politisk redaktør på TV 2 Anders Langballes dramatiske historie om at flyve højt, falde dybt, slikke sine sår og blive tvunget til at finde en ny balance mellem arbejde og familie. Og ikke mindst overveje hvad det vigtigste i livet er. Indlæst af forfatteren

En essayistisk fortælling om at være et almindeligt menneske i en ualmindelig krop præget af en medfødt muskelsygdom.

Forfatter og antropolog Ina Kjøgx Pedersen har været på feltarbejde i sin egen familie. Hendes idé var på nærmeste hold at følge sin mors demenssygdom; den sygdom, som er udråbt til at være en af vor tids største personlige og verdensøkonomiske katastrofer, som i ringe omfang lader sig behandle, og som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: I form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden?

Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: En nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.

Hvad gør man, når livet rammer? Når man gang på gang møder udfordringer og modstand. Man finder sit indre lys og modet til at turde lade det skinne.